Rikke vinder 50.000 kroner til at rulle ud med kærlighed
Hjemløs i Århus vinder 50.000 kroner i konkurrencen om årets forening. Pengene skal bruges på et rullende hjerterum.
Rikke Sejthen er formand for Hjemløs i Århus. Et projekt der fik andenpladsen og 50.000 kroner i Go’on Gruppens konkurrence Årets Lokale Forening 2020.
- Det er meget overvældende, især at læse folks kommentar om, hvorfor de har valgt at stemme på os. Når man lægger så meget arbejde i det, er det rørende at få noget anerkendelse for det, siger Rikke Sejthen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Hjemløs i Århus er en 100 procent frivillig organisation, som har til formål at gøre noget godt for hjemløse og socialt udsatte i Aarhus.
50.000 kroner får derfor hurtigt ben at gå på hos Hjemløs i Århus – eller nok nærmere hjul at køre på.
- Jeg kan få et rullende sneglehus. Min drøm er at lave en foodtruck, så jeg kan køre ud til de hjemløse og øse noget mad op til dem og tage en snak med dem. Der er jo ingen hjemløse, der sulter, men der er rigtig mange, der har behov for en snak, og det vil jeg rigtig gerne, siger Rikke Sejthen til TV2 ØSTJYLLAND.
Der var 499 foreninger nomineret til Årets Lokale Forening, og 42.130 danskere afgav deres stemme til konkurrencen.
De 20 foreninger med flest stemmer kom i finalerunden, hvor en jury skulle afgøre, hvem der kunne løfte trofæet.
Juryens ord
Juryen bestod af Hanne Lene Haugaard, hovedbestyrelsesmedlem i DGI og Landdistrikternes Fællesråd, Jan Schouby, Chefredaktør Aarhus Stiftstidende, Anne-Marie Rindom, OL-sejler, Isabella Arendt, Formand Kristendemokraterne og Lars Bilde, Partner HOP Group og bestyrelsesmedlem i en række danske virksomheder.
De skrev det her om Hjemløs i Århus:
Hjemløs i Århus er måske ikke en forening i traditionel forstand, men juryen vil gerne præmiere det store arbejde, der ligger bag projektet.
I en tid hvor Facebook og jagten på kortvarig berømmelse fylder stadig mere, er det befriende at opleve, at der stadig er mennesker, der vil lave et stort stykke frivilligt arbejde med det eneste mål for øje at hjælpe andre.
Hjemløs i Århus gør en stor forskel for mennesker, der ellers ikke har andre steder at gå hen og som ”almindelige mennesker” ofte ikke værdiger mange blikke.
Århus er den by i landet, der har den største procentvise andel af hjemløse, og derfor er det arbejde som Hjemløs i Århus gør vigtigere end nogensinde.
De lokale skal være kørende
Mick Kjær, som er administrerende direktør i Go’on, var forbi værestedet i Sydhavnen i Aarhus for at overrække checken til foreningen. Her blev han mødt af en rørt og glad Rikke Sejthen.
- Det er et fantastisk projekt, som hun har startet. Aarhus har rigtig mange hjemløse, så hun gør et kæmpe stykke arbejde. Jeg bakker fuldt op omkring de mennesker, der kun har for øje at hjælpe andre mennesker, siger Mick Kjær til TV2 ØSTJYLLAND.
Go’ on er normalt kendt for at deres tankstationer rundt om i det lokale Danmark, hvor de større tankstationer har satset på storbyerne.
Derfor ser direktøren konkurrencen som en naturlig forlængelse af firmaet, hvis motto er – Vi holder de lokale kørende.
- Vi gør det, fordi vores virksomhed er sat op om det lokale Danmark, det passer godt ind at støtte de lokale, siger Mick Kjær til TV2 ØSTJYLLAND.
Rikke Sejthen modtog prisen sammen med flere hjemløse, som hun efterhånden kender rigtig godt.
Læs også
- Jeg vil skabe et rullende hjerterum for de hjemløse i Aarhus hele året rundt, så vi også husker dem på alle andre tidspunkter end julen, siger Rikke Sejthen.
Hvert år holder hun velgørenhedsbanko, som skal sponsorere hyggeposer, som hun giver dem til de hjemløse i julen.
Når hun får fingrene i en foodtruck, vil hun resten af året trille rundt og servere varm kakao, suppe og tage en snak med de hjemløse i sit rullende hjerterum.