Rådhus udsat for hærværk - overhældt med maling
Flere liter rød maling og et banner var en del af hærværksaktionen, der onsdag aften gik ud over Aarhus Rådhus.
Det var formentlig ikke på grund af de danske håndboldherrers sejr ved VM i håndbold, at rådhuset i Aarhus onsdag aften blev malet rødt.
Det mener i hvert fald ikke Østjyllands Politi, der behandler sagen som hærværk.
Politiet modtog anmeldelsen onsdag aften klokken 21.16, oplyser kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Emil Enemark Sørensen.
- Vi kan ikke sige noget om, hvem der stod bag. Det er noget, vi skal i gang med at undersøge nu, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Hærværket bestod af omkring 2,5 liter rød maling, der blev kastet mod indgangspartiet, og et banner, der hang på et gelænder ud til vejen, oplyser teamleder i Ejendomme ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Henrik Kjærsgaard.
- Jeg vil tro, at det var en 2,5 liter spand med maling, der blev kastet. Derudover var der et banner, som blev fjernet, inden jeg nåede at se det, siger Henrik Kjærsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi vil ikke oplyse, hvad der stod på banneret, andet end at det var et politisk budskab.
- Det oplyser vi normalt ikke af flere forskellige hensyn, siger Emil Enemark Sørensen, der ikke vil komme nærmere ind på, hvad det er for nogle hensyn.
Har du set eller hørt noget?
Ved du noget om, hvad der skete onsdag aften på rådhuset i Aarhus, hører vi meget gerne fra dig. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Et sjældent syn
Henrik Kjærsgaard, teamleder i Ejendomme ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, blev onsdag aften ringet op af en betjent på rådhuset, der havde set malingen blive kastet.
- Jeg skyndte mig ud for at se på skaderne. Der skal handles ret hurtigt, når det er maling, så det ikke ødelægger bygningen, siger Henrik Kjærsgaard.
Det er ikke noget, vi ser tit
Han har ansvaret for ejendomme i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og var derfor hurtigt på stedet. Han kontaktede brandvæsenet, der hjalp med at spule den røde maling af indgangspartiet.
Ifølge teamlederen er det ikke noget, han har oplevet mange gange i løbet af de 40 år, han har været ansat i Aarhus Kommune.
- Det er ikke noget, vi ser tit. Det er måske sket et par gange i den tid, jeg har været her, siger Henrik Kjærsgaard.