Nye kunder betyder mere komfort på campingpladsen
Selvom danskerne igen kan flyve til masser af feriedestinationer i udlandet, vælger mange at tage på camping. Men kravene er hævet.
Flere har fået øjnene op for campingferier, og det kan også mærkes ude på de østjyske campingpladser.
Under corona måtte mange danskere af nød holde sommerferie inden for landet grænser, men det har tilsyneladende været så positiv en oplevelse, at det bliver ved.
Camping fortsætter i hvert fald med at være populært og sætte ny rekorder -og det trækker særligt, når campingpladserne tilbyder noget ekstra.
Det er også den tendens, turistorganisationen VisitAarhus har set.
- Det er hytter, glampingtelte og en øget komfort. Samtidig er det også det her fællesskab, som er på campingpladserne.
- Oplevelser for børnefamilier, legepladser, swimmingpools for nogles vedkommende, masser af leg og hygge, oplevelsen af at være sammen med en masse andre mennesker, siger Sanne Lindberg, der er kommunikationsansvarlig i VisitAarhus.
Chartersegmentet skiller sig ud
Noget af det finder man eksempelvis på Bamsebo Camping ved Gudenåen, hvor man kan flytte lige ind i et fuldt ekviperet telt og komme på planlagte kanoture.
Her kan ejer af campingpladsen Steen Pedersen sagtens se, at de tiltrækker flere og nye gæster end tidligere.
- Vi kan se, hvilke postnumre de kommer fra, og sjovt nok også at chartersegmentet kører i anden type biler end den almindelige campist, fortæller Steen Pedersen.
Læs også
Er det så noget andet, de efterspørger, end det, I har tilbudt i mange år?
- Ja, det er det. De efterspørger nogle andre produkter á la 'all inclusive'. Det er bademønter, sengelinned, dyner og slutrengøring. Det plejer at være med i produktet, når de er på rejse, og det er det, vi nu kan tilbyde, siger han.
Kan I blive ved med at finde penge til at investere i det?
- Hvis segmentet bliver ved med at komme, så har vi pengene til det, siger campingpladsejeren.