Mundbind flyder fortsat i gadebilledet
Alt for mange smider deres mundbind fra sig ude i det offentlige rum. Nu har Aarhus Kommune lavet endnu et initiativ for at komme det til livs.
Tag mundbindet af, put det i skraldespanden og vupti, missionen er fuldført.
Det lyder nemt, og det kan man vist heller ikke komme udenom, at det er.
Alligevel flyder det fortsat med mundbind alt for mange steder rundt i gadebilledet i Aarhus - også selvom Aarhus Kommune for mindre en to uger siden opstillede 100 nye skraldespande specialdesignede til mundbind.
- Det er jo fordi, vi helst ikke vil have dem ud i naturen. Det er mikroplast det meste, og så er der den lille metalstang. Det kan jo ligge der rigtig længe, lyder det fra Kim Guldvad Svendsen, der er driftschef ved Miljø og Teknik i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ny kampagne
Derfor har kommunen nu lavet en ny kampagne med plakater i bybilledet for at fortælle os alle, at brugte mundbind skal i en affaldsspand.
- Det er egentlig for at gøre folk opmærksomme på det, og lige sige det med et glimt i øjet: Husk ikke at tabe mundbindet, men smid det i skraldespanden og gerne i den her skraldespand, forklarer Kim Guldvad Svendsen.
Og den ide blev også taget godt imod af dem, som TV2 ØSTJYLLAND torsdag mødte på gaden.
- God ide. Lad os håbe det virker, lød det fra Elly De Linde fra Viby til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Udover at mindske forureningen i naturen, så er der også en grund mere til, at kommunen gør så meget for at få mundbindene væk fra gaden.
- Så kan vi måske også få dem samlet sammen som en enhed, fordi så er der et perspektiv om, at de eventuelt kan genbruges, siger Kim Guldvad Svendsen.