Krænkelsessager og barsel sender østjysk politiker i Folketinget

Henrik Vinther Olesen havde egentlig droppet politik, men nu kommer han alligevel i Folketinget på grund af sygemeldinger og barsel.

Henrik Vinther Olesen håber at kunne være med til at ændre mentaliteten i Radikale Venstre.

Det er formentlig ikke gået manges næse forbi, at den lige nu er ragende gal i Radikale Venstre. 

Sager om sexisme og seksuelle krænkelser har kastet partiet ud i en krise, hvor partiets tidligere formand, Morten Østergaard, er sygemeldt på ubestemt tid, en ny formand er kommet til, samtidig med at det radikale folketingsmedlem Anne Sophie Callesen står overfor en barsel fra den 16. november.

Det betyder, at der midt i kaosset skal nye folk ind på Christiansborg, og en af dem bliver den aarhusianske lokalpolitiker Henrik Vinther Olesen, der ved sidste valg stillede op for De Radikale i Østjyllands Storkreds - dog uden dengang at samle nok stemmer til en plads i folketinget. 

Læs også Bagland opfordrer profiler i Radikale Venstre til at stoppe krig på Facebook

- Jeg er trist på mit partis vegne over den situation, som partiet er havnet i, så baggrunden kunne ikke være mere dyster. Det skal dog ikke tage fra min situation, at jeg selvfølgelig glæder mig til at komme ind og prøve at gøre en forskel. For mig handler politik nemlig om at gøre en forskel, siger Henrik Vinther Olesen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Vil være med til at stoppe mudderkastningen 

Og folk, der vil gøre en forskel og ændre situationen, er måske også tiltrængt hos De Radikale. Den seneste tid har der været en del mudderkastning partifællerne imellem på især Facebook. Blandt andet det vil Henrik Vinther Olesen gerne være med til at ændre. 

- Der kommer sjældent noget godt ud af, at man diskuterer sine interne problemer i offentligheden. Så jeg tror, det første, vi skal sørge for, er, at når man har noget, som man gerne vil sige til hinanden, så siger man det på de møder, man har med hinanden og lader være med at bruge Facebook og medierne til at føre den dialog, siger han og fortsætter: 

Læs også 236 medlemmer har forladt Radikale Venstre på en uge

- Jeg har været medlem af partiet i mange år og været i og omkring politik i to årtier, så jeg synes, det er træls, at stå og se på at noget, der var så godt ved sidste valg, nu ender med, at vi står i en indre strid. 

Tager udfordringen op 

Den aarhusianske lokalpolitiker havde ellers efter forrige valg, hvor det ikke lykkedes ham at komme i Folketinget, meddelt, at det var slut med politik for hans vedkommende. Men med familiens opbakning har han altså nu alligevel valgt at tage opgaven. 

- Jeg har et travlt arbejdsliv, og jeg har også en familie, som jeg holder en hel del af, og det er svært at kombinere med at være kandidat, men nu når jeg alligevel bliver spurgt, så er jeg så gammeldags, at jeg mener, at når man har sagt A, så må man også sige B, og derfor følger det selvfølgelig også, at jeg stillede op, at jeg nu tager den her udfordring, siger han. 

Læs også Auken deler ny episode: Han skulle lægges i seng, når han blev for fuld

Derfor er der nu kun en ting at gøre, inden han om en måneds tid har første arbejdsdag på Christiansborg. 

- Jeg skal have ryddet godt og grundigt op i de arbejdsopgaver, jeg har, og så skal jeg jo til at sætte mig rigtig godt og grundigt ind i de områder, som jeg vil få ansvaret for. Jeg har droslet lidt ned på læsningen, efter jeg ikke blev valgt, men det må der så komme andre boller på suppen med nu, siger Henrik Vinther Olesen.

Læs også Morten Østergaard sygemelder sig efter krænkelsessager

04:55

VIDEO: Hør her nærmere om omstændighederne, der gør, at Henrik Vinther Olesen nu skal tilbage i politik. 

Luk video