Auken deler ny episode: Han skulle lægges i seng, når han blev for fuld

Ida Auken deler en ny sag om krænkelser fra Morten Østergaard. Hun så ham krænke en ung kvinde på Folkemødet i 2017, skriver hun på Facebook.

Morten Østergaard flankeret af Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen, da han stadig var politisk leder Foto: Scanpix

OPDATERING

Sofie Carsten Nielsens svar er tilføjet til artiklen

Ida Auken skriver på Facebook, at hun i 2017 udtrykkeligt bad Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for den tidligere radikale leder Morten Østergaard, der er valgt i Østjyllands Storkreds, efter hun havde oplevet ham opføre sig krænkende til Folkemødet.

Hun skriver, at Sofie Carsten Nielsen efterfølgende har afvist at have hørt om sagen, og at håndteringen ikke har været god nok.

- Så jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham, skriver hun.

Læs også Politisk leder afviste at kende til flere sager om Morten Østergaard - men det var ikke rigtigt

Sofie Carsten Nielsen lod ikke Aukens opslag stå uimodsagt ret længe. Kort før middag gik hun også til tasterne på Facebook: 

- Jeg er rasende over de påstande Ida Auken i dag har rejst på sin Facebook. Jeg afviste det pure i lørdags, da Ida sendte beskyldningerne mod mig og vores landsformand i en mail til Folketingsgruppen, skriver Sofie Carsten Nielsen. 

Hun afviser endnu engang beskyldninger. Den nye politiske leder retter en skarp kritik af sin partifælle: 

- Jeg har ikke kendt til den sag, Ida påstår, at jeg skulle have kendt. At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet, lyder kritikken. 

Ida Auken skriver i sit opslag på Facebook, at hun har fortalt Sofie Carsten Nielsen om særdeles alvorlig sag fra Folkemødet i 2017. Det er en af de tre personalesager, der ligger på Morten Østergaard i Radikale Venstre. 

En episode Ida Auken fortalte Folketingsgruppen om i weekenden i en intern mail. 

- I mailen fortalte jeg, hvordan jeg i juni 2017 fortalte både den nuværende politiske leder, landsformanden og partisekretæren, hvordan Morten Østergaard på Folkemødet 2017 havde stået og befamlet en ung kvinde mod hendes vilje og med stærkt grænseoverskridende adfærd havde forsøgt at få hende til at gå i seng med sig.

Læs også Morten Østergaard sygemelder sig efter krænkelsessager

Reaktionen fra den nye leder af partiet var langtfra, som Ida Auken havde forventet, efter episoden på Folkemødet. 

- Dengang bad jeg udtrykkeligt Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard. Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, at det mente jeg ikke var godt nok, skriver hun på Facebook. 

Ida Auken var så forarget over sin partileders opførsel, at hun i 2018 fortalte Sofie Carsten Nielsen, at hendes tillid til den politiske leder var forsvundet. Hun nævnte dengang ikke historien fra Folkemødet, men fokuserede på Morten Østergaards generelle adfærd.

- Der måtte jeg gøre klart, at jeg havde mistet tilliden til ham som leder for det Radikale Venstre blandet andet på grund af hans opførsel over for kvinder. Her nævnte jeg ikke den i mailen omhandlede sag, men alene det generelle billede af Morten Østergaards mangeårige grænseoverskridende adfærd.

- Så jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham, i stedet for at tage det nødvendige opgør, lyder kritikken fra Ida Auken, der i øjeblikket er sygemeldt med stress. 

Læs også Morten Østergaard forsøgte at skjule sandheden på afgørende møde

Folketingspolitikeren skriver, at Sofie Carsten Nielsen og landsformand Svend Thorhauge har afvist at have hørt om historien. Ifølge Auken har partisekretæren bekræftet overfor hende, at de to har talt sammen om sagen. 

TV2 News har fanget Sofie Carsten Nielsen onsdag middag. Hun uddyber sin kritik fra sit Facebookopslag:

- Hvis Ida Auken ikke har haft tillid til den politiske leder, har hun haft mulighed for at udtrykke det hver dag i den politiske gruppe.

- Det her sætter partiet tilbage igen, lyder det fra Sofie Carsten Nielsen.

Hun siger, at hun har søgt dialog med Ida Auken, "men hun vil ikke tale".

Adspurgt om Ida Aukens politiske fremtid svarer Sofie Carsten Nielsen, at hun tror, Ida Auken selv har gjort sig sine overvejelser

01:16

Explainer: Forstå nedsmeltningen i Radikale Venstre efter krænkelsessagerne. 

Luk video

Fire sager i alt 

Det vides ikke, hvem den unge kvinde, som Ida Auken beskriver er. Men hun er den tredje kvinde, der angiveligt er blevet krænket af Morten Østergaard.

Tidligere har de to folketingspolitikere Lotte Rod og Katrine Robsøe stået frem og fortalt om deres oplevelser med den tidligere politiske leder for Radikale Venstre. Dertil findes der angiveligt endnu en sag om krænkelser begået mod en praktikant i partiet.