Bagland opfordrer profiler i Radikale Venstre til at stoppe krig på Facebook

Byrådsmedlem for Radikale i Silkeborg mener, det er tid til at partiets folketingsmedlemmer stopper med at sætte sig selv over partiet.

Anden viceborgmester i Silkeborg Johan Brødsgaard (R) frygter at mudderkastningen mellem enkeltpersoner på Christiansborg kan skade Radikale Venstre som parti.

I samarbejde med tv2.dk

I mere end en uge har medlemmer af Radikale Venstre skrevet opslag på Facebook, der har været brænde til det bål, der lige nu bedst beskriver partiets interne situation.

For siden Morten Østergaards farvel som politisk leder grundet håndteringen af en sag om sexchikane i partiet, som han selv var hovedperson i, har diskussionen om, hvor meget partiets ledelse vidste, skabt heftig debat.

Læs også 236 medlemmer har forladt Radikale Venstre på en uge

Men det skal være slut. Partiets interne diskussioner skal ikke foregå i det offentlige rum, lyder det nu fra flere partimedlemmer:

- De (opslagene, red.) er problematiske. De sætter enkeltpersoner over partiet. Lige nu er vores parti i en krise, og det må ikke handle om personer. Radikale Venstre er så meget mere end de 16 på Christiansborg, og nu gør de det rigtigt svært for os andre at føre politik lokalt og regionalt, siger byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Silkeborg Johan Brødsgaard til TV 2.

Morten Østergaard flankeret af Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen, da han stadig var politisk leder Foto: Scanpix

Ny leder vil også stoppe debat

Særligt sygemeldte Ida Aukens beskyldning om, at den nye leder, Sofie Carsten Nielsen, har dækket over en specifik episode fra 2017, hvor Morten Østergaard skulle have befamlet en kvinde til Folkemødet på Bornholm, har skabt debat.

Ida Auken har ikke uddybet sin kommentar til nogle medier - eller til partiets nye leder, lyder det:

- Det gør ikke noget godt for nogen at blive ved at kommunikere på denne måde via medier og sociale medier. Jeg har søgt dialog med Ida uden held, skriver Sofie Carsten Nielsen i en skriftlig kommentar til TV 2.

Læs også Lokale radikale: Er Ida Auken ved at brænde huset ned?

Sofie Carsten Nielsen har ikke ønsket at uddybe yderligere torsdag.

Morten Østergaard og Lotte Rod, som var den første, der stod frem og fortalte, at Morten Østergaard havde krænket hende med en hånd på låret.   Foto: Martin Stampe - Ritzau Scanpix

Bag lukket dør

Johan Brødgaard er imidlertid ikke den eneste, der er træt af den offentlige debat via sociale medier. Også i Københavns Storkreds, hvor blandt andet Ida Auken er valgt, så man gerne debatten et andet sted:

- Jeg synes generelt, at det ville være rigtigt godt, hvis folketingsgruppen diskuterede det, de er uenige om, åbent og ærligt bag en lukket dør. Jeg synes, at det er lidt irriterende, at det skal ud på sociale medier, men det må hver især selvfølgelig selv bestemme, siger Søs Haugaard, formand for Radikale Venstre i Københavns Storkreds

Monolog fremfor dialog

Også folketingsmedlem Rasmus Helveg Petersen samt Radikal Ungdom mener, at det er ”tid til at holde op med envejskommunikation”.

- Jeg ville da ønske, at man kunne tage et møde, hvor man satte sig og fandt ud af, hvad man ville i stedet for at køre det ud på Facebook. For det er en ærgerlig situation, siger Jacob Robsøe, Formand for Radikal Ungdom

Ifølge Johan Brødsgaard er problemet, at det ”aldrig bliver en rigtig diskussion”, fordi man ikke kommer med modargumenter – det bliver en monolog fremfor en dialog, der ender med at stå uimodsagt.

Tidligere pressechef: - Det er uskønt

Og det er Henrik Kjerrumgaard enig i. Han er tidligere mangeårig pressechef for Radikale Venstre og nuværende direktør for kommunikationsbureauet White Cloud.- Det er uskønt at kigge på. Det ser uskønt ud. Og det er hverken godt for dem, der deltager i det, eller partiet, Radikale Venstre, siger han.

Læs også Radikale byrødder står samlet bag ny politisk leder

For ham at se, handler det om forfængelighed og magt. Ifølge Henrik Kjerrumgaard er der ingen begavede grunde til at bruge Facebook som platform, og eftertacklingerne ender med at være grimme:

- For mig at se, er flere af de her reaktioner følelsesmæssige, og det handler mere om at vise, at de har ret. Hvis alles største interesse er at finde ud af, hvad der er foregået i Radikale Venstre og komme videre, havde de jo sat en undersøgelse i gang. Der er noget andet på spil, siger han.

01:16

Explainer: Forstå balladen i Radikale Venstre. 

Luk video

Uges kritik

Sofie Carsten Nielsen blev ny politisk leder for en uge siden, da Morten Østergaard trak sig.

Senere skrev Østergaard på Facebook, at han for flere år siden blev bekendt med tre sager om, at kvinder havde oplevet uønsket kontakt fra ham.

Læs også Djurs Sommerland-direktør efter brand: Det er trist

Ida Auken, der har orlov fra Folketinget, skrev efterfølgende et langt opslag på Facebook, hvori hun berettede om en konkret episode fra Folkemødet i 2017, hvor Morten Østergaard skulle have befamlet en ung kvinde.

Sofie Carsten Nielsen dækkede over den sag og over upassende opførsel fra Østergaard, skrev Auken. I stedet burde Carsten Nielsen og den øvrige ledelse have grebet ind, skriver hun.

Krisemøde søndag

I en mail til TV 2 skriver Sofie Carsten Nielsen, at hun ikke kendte til den sag, men at hun havde ”uformelt havde snakket om Mortens adfærd til fester” med Ida Auken.

Sofie Carsten Nielsen har til TV 2 sagt, at hun "går ud fra, at Ida Auken selv har gjort sig overvejelser om sin fremtid". Torsdag morgen skrev det radikale folketingsmedlem Jens Rohde på Facebook, at han ville forlade partiet, hvis Ida Auken blev smidt ud eller marginaliseret.

Der er indkaldt til krisemøde i partiets folketingsgruppe søndag.

236 medlemmer af Det Radikale Venstre har den seneste uge meldt sig ud. 69 har meldt sig ind.

05:32

Ida Auken skrev på Facebook, at hun i 2017 udtrykkeligt bad Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for den tidligere radikale leder, Morten Østergaard, der er valgt i Østjyllands Storkreds, efter hun havde oplevet ham opføre sig krænkende til Folkemødet. Indslaget er fra 14. oktober 2020.

Luk video