- Vi går med livrem og seler.
Sådan siger bygningschef i Aarhus Kommune Marianne Weberg til TV2 ØSTJYLLAND.
Aarhus Kommune er nu i gang med at gennemgå brandsikkerheden på kommunens plejehjem. Kommunen har foreløbigt undersøgt sikkerheden på 13 af slagsen.
De 13 er udvalgt, fordi de enten ikke har sprinkleranlæg eller et automatisk brandalarmeringsanlæg med overførsel til brandvæsnet. Dog helt efter de gældende reglementer.
Beboerne og pårørende kan være helt trygge ved sikkerheden på de aarhusianske plejehjem.
- Beboerne og pårørende kan være helt trygge ved sikkerheden på de aarhusianske plejehjem. Men når der sker en ulykke, som der skete i Norddjurs Kommune, så vil vi gerne foretage nogle ekstra undersøgelser af, om vi kan gøre det bedre, siger Marianne Weberg.
Konkret har kommunen blandt andet undersøgt, om de pågældende plejehjem har haft dispensation fra brandreglementerne. Sådan, som det var tilfældet på plejehjemmet Farsøhthus i Allingåbro på Djursland, hvor tre ældre kvinder i august mistede livet i en brand.
Marianne Weberg oplyser, at der ikke er givet lignende dispensationer. Et enkelt plejehjem har dog dispensation til at bruge et sprinkleranlæg, der dækker mere end det maksimalt tilladte.
Undersøgelsen af de 13 plejehjem er den indledende øvelse til en større undersøgelse af samtlige plejehjem og en gennemgang af sikkerheden i samarbejde med brandvæsnet.
- Vi skal både se på de fysiske forhold. Og vi skal se på, om personalet er tilstrækkeligt klædt på i tilfælde af brand, siger Marianne Weberg.
'Vi er trygge'
En af de plejehjem, der foreløbigt er omfattet af kommunens undersøgelse, er Kristiansgård i Beder.
Her er der fuldt lovligt ikke monteret sprinkleranlæg. Ifølge Aarhus Kommune fordi, bygningen kun er i ét plan.
Ulykken i Allingåbro har gjort indtryk på Kristiansgård.
Når nogle beboere omkommer i en brand på en plejehjem, giver det altid stof til eftertanke.
- Når nogle beboere omkommer i en brand på en plejehjem, giver det altid stof til eftertanke, siger forstander Lisbeth Thingholm til TV2 ØSTJYLLAND.
I år er plejehjemmet blevet renoveret. Herunder er der kommet helt nye brandsikringsfaciliteter. Blandt andet nye branddøre og røgkanaler.
- Både vi og beboerne er trygge, siger Lisbeth Thingholm, der samtidig understreger, at hun imødeser de undersøgelser, Aarhus Kommune er på vej med og hilser det eventuelle tiltag velkommen.
Hvem skal betale?
Senest i første halvår af 2019 skal handleplanen, ifølge Aarhus Kommune være rullet ud.
Herunder skal det også afdækkes, hvor stor en del af kagen, Aarhus Kommune kan og må betale.
Plejehjem er nemlig at sidestille med lejeboliger. Derfor kan regningen for eventuelle tiltage ende hos beboerne via huslejen.
Fra politisk side lyder det dog, at der bør kunne findes en løsning. Ældrerådmand, Jette Skive, DF, mener ikke, de ældre skal betale.
- Vi skal sørge for, at det, vi lejer ud til nogle svage borgere, der er alt, som det skal være. Og det skal ikke gå ud over deres husleje.