Jacob Bundsgaard er ny formand for Kommunernes Landsforening
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard er formelt valgt som formand for Kommunernes Landsforening, oplyser KL
På et topmøde i Aalborg er den nye bestyrelse for kommunernes organisation valgt. Ny formand bliver Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S).
Det skriver KL i en pressemeddelelse.
Derudover er der sket flere udskiftninger i KL-bestyrelsen.
Læs også
Afgørelsen af de socialdemokratiske pladser i bestyrelsen trak særligt ud for de østlige socialdemokrater, hvor der blev foretaget en udskiftning.
Her måtte der en afstemning til mellem Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov, og Roskildes borgmester, Joy Mogensen. Og det blev den populære Joy Mogensen, der trak det længste strå.
Mogensen fik 14.961 personlige stemmer ved kommunalvalget i efteråret.
Læs også
Socialdemokraterne fra Vestdanmark havde klaret ærterne på forhånd og givet genvalg til Jacob Bundsgaard fra Aarhus og Thomas Kastrup-Larsen fra Aalborg.
To nye ansigter
To nye ansigter blev det også til, da Birgit S. Hansen fra Frederikshavn tog den tredje plads, og Jacob Bjerregaard fra Fredericia tog den fjerde.
Frank Jensen, overborgmester i København, og Thomas Gyldal Petersen, Herlev, holdt fast i deres pladser uden de store problemer.
Læs også
Socialdemokraterne i KL har også vinket farvel til Odenses forhenværende borgmester Anker Boye. Hans afløser i Odense, Peter Rahbek Juel, var dog ikke i spil til en af bestyrelsesposterne.
Radikale Venstre var igennem en længere afstemningsproces, indtil en kandidat fik over 50 procents opbakning. Det endte dog med status quo, idet Rebilds borgmester, Leon Sebbelin, beholdt sin bestyrelsespost.
Med pladsen i bestyrelsen følger der dog en udtalelse fra det radikale kommunale bagland. På gruppemødet i Aalborg vedtog de nemlig, at KL's lockoutvarsel er et "for voldsomt tiltag" på nuværende tidspunkt.
Onsdag stemte Leon Sebbelin ellers for lockoutvarslet, da KL's bestyrelse drøftede det i Aalborg.