Gammelt kloaksystem skyld i lukket badestrand: - Det er ikke sidste gang
Store regnmængder er skyld i overløb i kloaksystemet, og på den måde ender tarmbakterien e. coli i badevandet. Løsningen ligger mange år ud i fremtiden.
For høj koncentration af bakterien e. coli lukkede onsdag den populære Åkrogen Strand i Aarhus.
Bakterien findes blandt andet i menneskers tarme og afføring, og et gammelt kloaksystem er skyld i, at den nu også er i badevandet. Det fortæller Nikolaj Kruse Christensen, geolog hos Aarhus Kommune.
- Bakterien kan også komme fra afføring fra dyr. Der kan være flere kilder, men det er typisk ved de bynære strande, at den kommer fra kloaksystemet, siger han.
Læs også
Ifølge geologen sker det, når der kommer et overløb fra kloaksystemet i forbindelse med større regnskyl, som man for eksempel så søndag.
Kommunen fraråder i den forbindelse, at man bader, fordi bakterierne udgør en sundhedsrisiko.
- De typiske tegn, hvis man har været i kontakt med vand med e. coli, er, at man får opkast, diarre og generelt får det dårligt. Kun i helt slemme tilfælde skal man på et hospital og undersøges, siger Nikolaj Kruse Christensen.
Vil ske igen
Det er ikke første gang, et overløb fra kloakken har udgjort en sundhedsrisiko for de badende ved de aarhusianske strande.Og det vil også ske igen, fortæller Nikolaj Kruse Christensen.
- Det er desværre ikke første gang, og det er desværre heller ikke sidste gang. Jo tættere vi kommer på byen, jo oftere kan man se problemer med badevandet, siger han.
Men skal vi bare leve med det?
- Det er ikke noget, vi skal finde os i. Det er for dårligt, at der sker overløb, og det er noget, man skal tage hånd om, siger Nikolaj Kruse Christensen.
Der er allerede planer om, at der skal bygges et nyt rensningsanlæg, men det er noget, der tager tid. Forventningen er, at det er færdigt omkring 2030.
Læs også
Ifølge geologen er det svært at undgå, at det sker et par gange om året, som systemet er nu.
- Det er sådan i mange ældre bydele, at der har man et gammelt kloaksystem, og der er ikke plads til, når det regner rigtig meget. Derfor har man det, der hedder et overløb, og her løber det hen til Egåen, hvorfra det kan løbe ud til stranden ved Åkrogen, siger han.
Advarselssystem
Selvom regnen kom søndag, tager det omkring en dag, før bakterierne ender ved stranden. Derudover er der svartid på prøverne, og derfor kom anbefalingen om ikke at bade først onsdag.
Det er ikke altid, at overløb giver for mange e. coli-bakterier i vandet, så man er nødt til at afvente prøverne, forklarer geologen.
Læs også
Problemerne opstår typisk ved Åkrogen, Den Permanente, Bellevue og Tangkrogen.
Og det er da heller ikke engang en måned siden, kommunen frarådede badning ved den populære Bellevue Strand ved Risskov nord for Aarhus.
- Derfor har vi også et varslingssystem, hvor vi tjekker badevandet og oplyser, om det er forurenet. Udover det prøver vi at informere borgere og strandgæster via sociale medier, siger Nikolaj Kruse Christensen.
Kommunen anbefaler, at man på badevand.dk løbende orienterer sig om badevandskvaliteten ved strandene.