Varsel om skybrud: Risiko for vand i kældre og på veje
Østjyderne skal fredag forberede sig på store mængder regn på kort tid.
Efter flere dage med høj solskin er der nu skybrud og torden på vej. Sådan lyder varslet fra DMI.
En koldfront og de kraftige regn- og tordenbyger forventes at ramme fredag eftermiddag og bevæge sig ind over Jylland vestfra.
- Vær opmærksom på, at skybrud giver risiko for, at vand kan samles i lavtliggende områder f.eks. kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb kan oversvømmes, lyder det fra DMI.
Læs også
Skybrudsvarslet gælder for Midt- og Vestjylland - herunder Silkeborg.
Derfor opfordres man til at lukke vinduer og døre samt tilpasse kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene og undgå vand, hvor mam ikke kan vurdere dybden.
I de kraftigste byger kan der komme mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
Følger situationen
Ifølge DMI skal man være forberedt på vandet fra klokken 13, hvor bygerne forventes at ramme det vestlige Jylland. Hen mod aftenen når de til Fyn.
På DMI's vejrkort kategoriseres vejret som 'risiko for voldsomt vejr' og 'kategori 1: Voldsomt vejr'. Her skal man være "opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter".
- Timing og intensiteten af bygerne er endnu noget usikker, men vi holder øje med situationen, står der videre.