En rådden skraldespand: - Nogen må have røde ører
De nye skraldespande er slet og ret noget svineri, mener politiker.
- Det stinker af råddenskab.
Bodil Andersen kigger ned på den gullige væske, der svømmer i bunden af hendes skraldespand.
- Jeg har aldrig haft en skraldespand, der sådan her ud og er så ulækker udvendig og indvendig, siger Bodil Andersen fra Aarhus.
Sagaen om Aarhus' nye skraldespande er ved at udvikle sig til en ildelugtende Aarhus-historie.
De mange tusind skraldespande har nemlig ikke fået mange pæne ord med på vejen, siden de blev udrullet i sensommeren. De lugter, lukker ikke ordentligt og svømmer i maddiker.
Og selvom Bodil Andersen bruger to poser og lukker dem forsvarligt, inden de ryger i skraldespanden, går der hul på dem.
- Det er jo en fejlkonstruktion. Vi har haft de grønne i årevis, hvor der også har været mad- og andet affald, og de har aldrig set sådan her ud, siger hun.
Politisk varm kartoffel
Skandaleskraldespandene er også blevet for meget for byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V). Han havde bragt dem op på onsdagens byrådsmødes dagsorden.
- Vi har fået en skraldespand, der er meget dårligere end det, vi kom fra. Det kan jo ikke passe. Jeg synes, det er noget svineri, siger Gert Bjerregaard.
Og nu ser det også ud til, at de skal gås efter i sømmene.
Onsdag aften har byrådet behandlet Gert Bjerregaards forslag.
- Der var en god og livlig debat. Nu er sagen sendt til teknisk udvalg for yderligere afklaring af problemstillingen, siger Gert Bjerregaard, der også er medlem af teknisk udvalg.
Det var ifølge ham fortrinsvist de borgerlige partier, der var for en yderligere behandling.
- Rådmanden for teknik og miljø (Nicolaj Bang (K), red.) var sådan set åben over for at se på de problemstillinger, der er. Det er overordentlig positivt, så jeg kan kun rose rådmanden for at gå ind i der her med åbent sind, siger Gert Bjerregaard.
- Nu kommer der en udvalgsbehandling, hvor vi vil se på, hvad vi kan gøre for at udbedre dem, der er udleveret.
Gert Bjerregaard vil gerne drøfte, om den tredjedel af skraldespandene, som endnu ikke er produceret, kan bremses, inden de fremstilles med samme fejl. De skraldespande, der allerede er rullet ud, kan måske udbedres. Eksempelvis bør de såkaldte stabeltapper, der river hul i poserne, fjernes, og de utætte låg udbedres.
- Det skal vi jo have afklaret, hvordan man bedst muligt kan rette op på, og så skal vi tilbage i byrådssalen, siger Gert Bjerregaard.
Ifølge Kredsløb er skraldespandene testet i vind og vejr, og der er kun fundet fejl på 0,04 procent af skraldespandene. De har ikke ønsket at stille op til interview, inden emnet var diskuteret i byrådssalen.
- For mig at se må der sidde nogen med røde ører. Om det er dem eller producenten, pilen peger på, det må vi se på efterfølgende, slutter Gert Bjerregaard.
Se mere i tv-indslaget herunder: