Kredsløb forklarer: Derfor bliver sorteret affald blandet sammen
Kredsløb forklarer nu, hvorfor noget af det sorterede affald i Aarhus er blevet blandet sammen i skraldebilerne.
Den nye skraldeordning er for alvor ved at blive rullet ud i Aarhus. Siden sommerferien har de første aarhusianere skullet vænne sig til, at affaldet nu skal sorteres i ti fraktioner.
Flere aarhusianere har dog undret sig over, at noget af det sorterede affald bliver blandet sammen i skraldebilen.
Det har nu fået Kredsløb til at udsende en pressemeddelelse, hvor selskabet forklarer sig.
Hvad er Kredsløb
Kredsløb leverer fjernvarme til 330.000 mennesker og genanvender affald for 178.000 husstande i Aarhus Kommune. Kredsløb har cirka 500 ansatte.
- Aarhusianerne har generelt taget rigtig godt imod sorteringen og gør sig umage for at sortere korrekt. Derfor har jeg fuld forståelse for, at det kan virke modstridende at sortere, når to af rummene efterfølgende blandes sammen.
- Det drejer sig dog kun om en kort periode hvor nogle kunder vil opleve en sammenblanding, og i de tilfælde sørger vi for, at affaldet eftersorteres, præcis som det skal, forsikrer Lars Banke, der er chef for genbrug i Kredsløb, i pressemeddelelsen.
Udrulningen af den nye skraldeordning i Aarhus Kommune er i fuld gang og ventes først afsluttet til december.
Alternativet er dyrere
Derfor vil der i de kommende måneder være aarhusianere, der har fået nye beholdere og sorterer efter den nye ordning, og andre, der endnu ikke har fået nye beholdere og dermed sorterer efter den gamle ordning.
Det er affald fra beholderen med glas/metal i det ene rum og plast, mad- og drikkekartoner i det andet rum, der tømmes op i samme rum i skraldebilen.
Ifølge Kredsløb vil det ske 1-3 gange, indtil den nye ordning bliver mere udbredt.
Kredsløb beklager
Da den enkelte kunde ikke skal foretage sig noget aktivt, og der er tale om en midlertidig løsning, som ikke ville gå ud over sorteringskvaliteten, vurderede Kredsløb, at der kun var behov for at informere om det på sin hjemmeside. Det har dog ikke været nok, erkender selskabet.
- Vi har ikke været gode nok til at fortælle om løsningen i tide og har ikke informeret tydeligt nok, siger Lars Banke.
Alternativet ville være, at bilerne skulle køre halvfyldte og flere gange, hvilket er dyrere, forklarer Kredsløb sig med i pressemeddelelsen.
Derfor har selskabet valgt en midlertidig løsning, hvor skraldebilerne fyldes op og kører færre gange, mens affaldet eftersorteres på behandlingsanlægget.
- Det afgørende er, at vi får det genanvendelige affald, som nu også inkluderer blød plast og mad- og drikkekartoner ud af restaffaldet og ned i beholderen til genanvendeligt affald. Så kan vi nemlig sortere det fra hinanden igen - det ville vi ikke kunne, hvis det var havnet i restaffald, siger Lars Banke.
Han understreger, at det kun er for en kort periode og kun gældende for nogle aarhusianere.
- Når man har fået de nye beholdere, skal man blot sortere efter den nye ordning. Jo bedre kunderne sorterer, jo bedre er udgangspunktet for efterbehandlingen også, og dermed sikrer vi en bedre sortering og gode vaner helt fra start, siger Lars Banke.
Den midlertidige sammenblanding omfatter ikke mad- og restaffald og pap, papir og tekstil.