Eksperter: Aarhus Festuge er en rigtig dårlig idé

To af landets førende eksperter mener ikke, at det er forsvarligt at afholde Aarhus Festuge.

Aarhus Festuge er normalt lig med liv og glade dage. I år vil det meste være præget af corona.

Hjemsendte medarbejdere, mundbind i offentlig transport og restriktioner på besøg hos ældre og udsatte grupper. Corona fylder igen i gadebilledet og borgernes privatliv efter en stor stigning i antal smittede i Aarhus. 

Men mange af de restriktioner, vi lever under, kan miste sin betydning, hvis store grupper af mennesker samles til Aarhus Festuge om to uger. Sådan lyder det fra Rune Hartmann, der er professor i immunologi ved Aarhus Universitet. 

- Med de tiltag, vi har gang i lige nu, hvor vi er på grænsen af en nedlukning, der har jeg svært ved at se, at vi kører noget som Aarhus Festuge. Der vil jeg mene, at prioriteten bør være på, at vi kan gå på arbejde og institutioner kan holde åbent, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Se tallene: Så mange er smittet i din kommune

Aarhus Festuge har i flere måneder planlagt, hvordan festugen kan afholdes forsvarligt. Åbningskoncerten er aflyst, de fleste arrangementer vil foregå udendørs, og der er skarpe krav til, hvor mange der må samles. 

Men det er ikke godt nok. 

- Det er lidt sådan noget, jeg frygter. Det kan godt være, vi holder et pænt og ordentligt arrangement på Store Torv, men hvor går alle de mennesker hen bagefter, spørger Rune Hartmann. 

Dårligt signal 

Han mener også, at det sender et meget forkert signal, at man indfører restriktioner på arbejdspladser, i det offentlige rum og på plejehjem og sociale institutioner, samtidig med, at man afholder en festuge. 

Den frygt deler Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør i Statens Serum Institut. 

- I den nuværende situation lyder det som en rigtig dårlig idé, siger han. 

Læs også Sprogskole lukkes ned - lærer smittet med COVID-19

Strandberg Pedersen har forsket i epidemier i 30 år, og det er bestemt ikke ny viden, der ligger til grund for hans anbefaling om at droppe festugen i år. Det har man vidst siden 1200-tallet. 

- Man skal ikke holde fest, når man har en epidemi. Så kan det godt være, man har nogle forholdsregler.  Vi ved erfaringsmæssigt, at den største risiko for smitte, er at samle mange mennesker. Uanset om de har mundbind eller ej, lyder det fra Nils Strandberg Pedersen, der var direktør for Statens Serum Institut fra 1998 til 2016. 

Brugerne undrer sig 

På TV2 ØSTJYLLANDS Instagram-profil har vi spurgt vores brugere, om de mener, Aarhus Festuge skal afholdes eller ej. 

82 procent svarer nej. 

18 procent svarer ja. 

1800 brugere har svaret onsdag middag. 

Men der er ikke grund til at bekymre sig, lyder det fra Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge. 

Ifølge hende vil årets udgave minde meget lidt om det, folk normalt forbinder med Aarhus Festuge. 

- Vi har holdt os så restriktivt som muligt, siger hun. 

Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge.  Foto: Kissen Møller Hansen

Til koncerter med stående publikum må der lukkes 100 personer ind. Hvis publikum sidder ned, må der komme 500 ind. Den store åbningskoncert er aflyst, og mange af de store arrangementer er erstattet af mindre oplevelser, som ikke ligger op til stor begejstring og fest. 

- Vi har virkelig skruet ned for festen. Man kan i virkeligheden blive mere bekymret, når man træder ind i et storcenter, på Molslinjen eller i et tog, siger Rikke Øxner. 

I bymidten vil 250 frivillige gå rundt og opfordre folk til at passe på hinanden. Direktøren anerkender samtidig, at det kan være svært at styre folks indtag af alkohol. 

Festugen vil ikke stå for udskænkning af øl og andet alkohol, det vil være op til cafeer og barer. 

- Vi har været i dialog med de steder, hvor vi ved, der kommer mange. Der skal ikke være høj musik og dans på bordene. Det er heller ikke lovligt, siger Rikke Øxner. 

På TV2 ØSTJYLLANDS facebookside undrer mange brugere sig over, at der skal afholdes festuge, når de skal arbejde hjemmefra og bære mundbind i bussen.

Det forstår direktøren godt, hvis man tror, der er tale om en normal festuge. Hun mener, at ugen vil minde mere om en normal lørdag aften med mindre begivenheder rundt om i byen. 

Ifølge Rikke Øxner er festugen et nødvendigt afbræk midt i en coronapræget tid. 

- Der er også noget, der handler om den mentale sundhed. Vi skal have gang i fællesskabet og fælles oplevelser, stadig på afstand. Men vi mener, festugen kan være med til at sætte gang i de her ting, men med stort fokus på afstand og med håndsprit i tasken, siger Rikke Øxner. 

Rådmand vil aflyse 

Rådmand Thomas Medom bad tirsdag sine kolleger i byrådet om at aflyse eller udskyde Aarhus Festuge på grund af de stigende smittetal i Aarhus og andre østjyske kommuner. 

Læs også Stor opbakning til festuge: Vi har brug for den

Men der er fortsat flertal for at gennemføre den traditionelle festuge, der begynder 28. august. 

Det Konservative Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre og Socialdemokraterne er alle fortalere for at afholde festugen med de restriktioner, der er påkrævet fra myndighedernes side. 

Klar til ændringer

Borgmester Jacob Bundsgaard, der er formand for Aarhus Festuge, er klar til at justere på konkrete arrangementer, hvis det bliver nødvendigt. 

- Borgernes sikkerhed er altid første prioritet. Derfor laves en løbende sikkerhedsvurdering, og arrangementer gennemføres kun, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt, siger han.

TV 2 ØSTJYLLAND har onsdag bedt borgmesteren om at forholde sig til Rune Hartmann og Nils Strandberg Pedersens kritik. Jacob Bundsgaard oplyser, at han fortsat mener det samme, som han udtalte tirsdag. 

Læs også SSI: Smitten er i hele landet

Onsdag skal Folketinget forhandle om, hvordan fase fire i genåbningen af Danmark skal foregå. På forhånd har Statens Serum Institut advaret Folketingets partier om, at en genåbning af nattelivet, barer og diskoteker kan føre til en øget smittespredning. 

Ny stigning 

Det skyldes, at der er mange mennesker samlet på lidt plads, ’tab af kontrol’ på grund af alkohol, begrænset plads, sang og høj tale, hvor dråber spredes over længere afstande.

Derudover er der ifølge SSI en væsentlig risiko i forbindelse med berøring af såkaldte kontaktpunkter. Det gælder bardiske, gelændere, toiletter og håndtag, som det er svært at afspritte og rengøre løbende.

Fra mandag til tirsdag steg antallet af smittede i Aarhus med 56 personer.