Efter 2022-kaos: Festival ændrer på flere punkter
Nu bliver der rettet op, så 2022's kaosscener under Northside ikke gentager sig.
Det var mildest talt en skidt debut, Northside havde på sin nye placering på Eskelunden i Aarhus i 2022.
Timevis i kø, cykelkaos og festivalgæster på vejene. Det var nogle af de kaosscener, der udspillede sig under sidste års Northside Festival i Aarhus, men det skal det være slut med.
Derfor bliver det blandt andet efter aftale med Aarhus Kommune, politi og brandvæsen muligt at spærre Åhavevej i timerne umiddelbart efter sidste koncert, og indtil publikum har passeret.
Også bemandingen i indgangene øges, så man ikke risikerer at skulle høre yndlingsbandet fra køen.
- Vi har evalueret på sidste års udfordringer og må blankt erkende, at hverken adgangen til festivalen eller udgangen fra festivalen fungerede efter hensigten.
- Derfor har vi igennem et intensivt samarbejde med Aarhus Kommune, Politi og Brandvæsen udarbejdet en række konkrete tiltag, der både skal øge sikkerheden og forbedre oplevelsen for alle vores gæster, siger festivalchef Brian Nielsen i en pressemeddelelse.
Han forventer 2023 bliver afviklet uden problemer.
Skal godkendes inden åbning
Mange gæster stod også foran det forvirrende cykelhav, og ledte efter en nål i en høstak, da de skulle finde jernhesten og hjem. Derfor øges kapaciteten fra 15.000 til 25.000 cykelparkeringer.
Endeligt implementerer festivalen en ny godkendelsesprocedure inden åbningen, som skal forhindre en forsinket åbning, som den blev det i 2022. Her manglede den sidste tilladelse, som først kom efter den officielle åbning. Det viste en aktindsigt i kommunikationen mellem festivalen og brandvæsnet.
Hvis turen går hjem med taxa, kommer der også bedre adgang. Der indrettes en zone til taxaer og shuttlebusser omkring Tøndergade.
Northside åbner dørene fra den 1.-3. juni 2023.