Den knap så Gamle By på museum: 2010'erne flytter ind
En 7-Eleven butik og en Blockbuster bliver gjort til historie, og nye familier flytter ind i Den Gamle By. Tirsdag indvier museet en ny gade fra 2014.
"Vores tid" flytter ind i Den Gamle By, og det er muligt at se en 7-Eleven butik, et solcenter og en Blockbuster, som nu er blevet til historie i Den Gamle By.
Tirsdag åbner en ny 2014-gade i Den Gamle By i forbindelse med, at museets nye hovedindgang også indvis.
Og det har vakt international opsigt.
- Ingen frilandsmuseer har gjort det, som Den Gamle By nu er lykkes med. Nemlig at danne bro mellem nutiden og fortiden. Det kan man se i 1974-kvarteret og nu også i et 2014-miljø, siger Henrik Zipsane, direktør for European Museum Academy.
Og det var præcist, hvad museumsdirektør Thomas Bloch Ravn håbede på, da man i 2014 valgte at lave en udstilling om netop det år.
- Vi vil gerne have, at folk møder noget, de kan genkende, når de kommer til Den Gamle By. Vi har 1974-kvarteret, men det er ved at være længe siden. Vi valgte ikke 2014, fordi der skete noget specielt i det år. Den Gamle By handler om dagligdagen og almindelige mennesker.
- Men skulle man nævne noget, så fyldte Den Gamle By 100 år, siger Thomas Bloch Ravn.
Regnbuefamilie og singlekvinde flytter ind
I 2014-gaden flyttede der tirsdag nye "familier" ind i to af lejlighederne i Den Gamle By.
Og det bliver beboere med lidt mere moderne familiekonstellationer, fortæller museumsdirektøren.
- Der er mange singler i 2014 og endnu flere i dag, det er noget, der bliver tydeligt, så derfor fremhæver vi det.
- Homoseksualitet i regnbuefamilien, det er noget, der bliver manifest. Det havde man selvfølgelig også tidligere, men der var regnbuefamilierne ikke så tydelige, så nu gør vi det tydeligt her, siger Thomas Bloch Ravn.
Udstillingen skildrer, hvordan familien Isager boede i Aarhus i 2014, men det er ikke en tro kopi af familiens lejlighed.
Men flere af genstandene, der er i lejligheden, er familiens personlige ting
- Det føles meget som at komme hjem, når vi kommer derop, siger Lene Isager.
For familien har det været vigtigt, at netop deres type af familie blev repræsenteret.
- At have en regnbuefamilie som en tidstypisk familie, synes vi, var en rigtig god idé, og det vil vi gerne bidrage til, siger Lene Isager.
Gågaden fra Horsens flytter ind
Gågaden, som skal give et øjebliksbillede af livet i år 2014, er oprindeligt fra Horsens.
Gågaden, der er flyttet ind i Den Gamle By, er nemlig lavet af fliserne, der i 2018 blev fjernet fra Horsens' gågade.
Det fortæller Århus Stiftstidende.
Og det er ikke kun fliserne, der oprindeligt stammer fra gågaden i Horsens. Også gadelamperne, skraldespandene, vejskiltene og sågar en gammel p-automat med Horsens Kommunes logo på stammer fra Hestedamsgade i Horsens.