Dårligt vejr har kostet besøg hos østjyske attraktioner
Både Ree Park og Tivoli Friheden har haft færre gæster end håbet, og vejret får en del af skylden
Efterårsferien er stort set slut, og det er ikke blevet til mange solskinstimer.
Læg dertil, at sommeren heller ikke var imponerende, og at vi skulle pænt ind i sensommeren, før der kom noget godt vejr, og så har du en dårlig sæson for flere af de østjyske forlystelsesparker og attraktioner.
Læs også
Og nu lukker og slukker mange af dem så, da sidste søndag i efterårsferien markerer sidste dag i sæsonen hos de fleste udendørs forlystelsesparker.
Tivoli Friheden havde sidste år 424.000 besøgende, men det tal er i år faldet til 411.000 før dagen i dag, der er sidste åbningsdag, inden man har juleåbent for første gang. Derfor er de sammenlignelige tal altså faldet med 13.000 besøgende.
Udvikling i besøgstal fra 2015 til 2016
Tivoli Friheden: 2015: Cirka 424.000 2016: Cirka 411.000
Djurs Sommerland: 2015: 801.593 2016: Cirka 750.000
Skandinavisk Dyrepark: 2015: Cirka 52.000 2016: Cirka 40.000
Ree Park: 2015: Cirka 171.000 2016: Cirka 175.000
De indendørs attraktioner:
Moesgaard Museum: 2015: Cirka 500.000 2016: Cirka 400.000
Randers Regnskov: 2015: Cirka 250.000 2016: Cirka 260.000
Kattegatcentret: 2015: Cirka 138.000 2016: Cirka 150.000
- Vi har kunne mærke det dårlige vejr, og vi er faktisk tilfredse med, at vi ikke er faldet voldsomt i besøgstallet på trods af både en regnfuld juli og efterårsferie, siger direktør i Tivoli Friheden Henrik Ragborg Olesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Også i Ree Park i Ebeltoft har opbakningen været svigtende. Faktisk er Besøgstallet steget fra 171.000 til 175.000 fra 2015 til 2016, men i maj indviede parken den nye og store attraktion Amerik Expressen, der skulle lokke folk til.
- Vores ret store investering har ikke givet helt så mange besøg, som vi havde håbet, men når vi kikker os omkring i landskabet, så viser billedet jo tydeligt, at de udendørs attraktioner rundt omkring os har fået hug. Så alt i alt må vi være tilfredse, siger direktør i Ree Park Jesper Stagegaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.