Butikker holder åben for at mindske smitte - men mange vælger supermarkedet

Lukkeloven er delvist suspenderet for at mindske smitte med coronavirus. Men i Bilka i Tilst gik mange i dag på indkøb.

02:46

I videoen kan du se hele dagens indslag fra Bilka i Tilst.

Normalt holder mange dagligvarebutikker lukket på helligdagene i påsken, men det er ikke tilfældet i år.

På grund af risikoen for smitte med coronavirus er lukkeloven blevet delvist suspenderet, hvilket betyder, at dagligvarebutikker i år kan holde ekstraordinært åbent i dag, Skærtorsdag, og på Påskedag.

Formålet er at sprede dagligvarehandlen ud over flere dage, så der er færre mennesker og kortere køer, som dermed skal mindske smitterisikoen.

Det er en rigtig god ting i forhold til både at kunne sælge varer og så sikre, at tryghed og sikkerhed kommer foran alt muligt andet.

Claus Dahl, varehuschef, Bilka, Tilst

En af dem, der i dag var gået på indkøb i Bilka, er Taina Wæxfældt fra Skanderborg.

- Jeg kedede mig, var jeg lige ved at sige. Der skulle ske noget, og så manglede vi også aftensmaden. I stedet for bare at handle derhjemme, så kørte vi i Bilka og lavede en oplevelse ud af det, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Bager giver kager til plejehjem for at hjælpe og holde butik i gang

Ifølge Taina Wæxfældt var der mange mennesker i butikken i dag.

- Nu er det ikke første gang, vi er ude at handle i Bilka i løbet af det her corona-kaos. Og der har aldrig været så mange mennesker, som der er i dag. Det er helt vildt, siger hun og fortsætter:

- Altså vi er her jo også selv, så jeg forstår godt folk, der er her. Men der er mange flere, end der plejer, så det der med at holde dem adskilt på den måde, det tror jeg ikke rigtig fungerer, siger hun.

Suspenderingen af lukkeloven gør det muligt for dagligvarebutikkerne at holde åbent på påskehelligdagene, Skærtorsdag og Påskedag.

Claus Dahl er varehuschef i Bilka i Tilst, og han ser suspenderingen som et godt tiltag.

- Det er en rigtig god ting i forhold til både at kunne sælge varer og så sikre, at tryghed og sikkerhed kommer foran alt muligt andet, siger han.

At der var mange handlende i dag, overrasker ikke varehuschefen. Men han påpeger, at det havde været for presset, hvis de kun havde haft åbent i tre dage.

- Så havde vi haft svært ved at forsvare og styre det her, uden at vi skulle gå over til nogle mere drastiske midler, hvor vi snakker om antallet af kunder, have vagter på og alt muligt andet. For folk vil jo ind og handle, siger Claus Dahl.

Læs også Sygeplejerske søgte gækkebreve til patienter: - Væltet bagover af godhed