Busrute nedlægges: - Jeg er lige ved at give mig til at tude
En stor flok gangbesværede demonstranter tog tirsdag med linje 22 i Aarhus.
Linje 22 var tirsdag fyldt med en gruppe usædvanlige demonstranter.
Ruten kører i en ring om Aarhus, men den forsvinder snart, fordi kommunen skal spare.
Det fik 30-40 naboer fra Langenæshus, Langenæsbo og plejehjemmet Augustenborggade til at protestere imod, at bybussen skal nedlægges.
En af dem var Grethe Viberg Nielsen.
- Jeg er mødt op, fordi jeg gerne vil bibeholde bussen. Jeg er lige ved at give mig til at tude. Så kan jeg ikke sige det tydeligere, siger hun tydeligt berørt.
En livline
Fælles for alle dagens protestanter er, at de på den ene eller anden måde er gangbesværede.
Bussen er derfor afgørende for deres hverdag.
- Bussen er min livline, kan man sige. Jeg bruger den, når jeg skal til læge, når jeg skal til træning, når jeg skal noget socialt. Jeg vil jo nærmest blive isoleret her, siger Grethe Viberg Nielsen.
Linje 22 er ifølge kommunen den mindst benyttede bybus, og ved nedlæggelsen opnås en besparelse på 7-8 millioner kroner årligt.
- Det kan jeg da godt forstå, men det er svært at se, at det lige er os ældre, det skal gå ud over, siger Grethe Viberg Nielsen.
Vil ændre beslutning
Størstedelen af de faste passagerer på bussen er gangbesværede, og når Linje 22 nedlægges, skal de fremover gå mere end 600 meter til nærmeste busstoppested.
- Der er et reelt behov for offentlig transport fra Langenæs ind til midtbyen. Det er jo stort set umuligt, hvis man ikke er i stand til uden problemer og uden smerter at gå over til Skanderborgvej, siger Torben Børsen, der selv var en af dagens protestanter.
Derfor håber bussens passagerer også, at dagens demonstration gør indtryk, selvom besparelserne på den kollektive trafik allerede er blev vedtaget.
- Dengang vi havde høring, var vi mange, der skrev. Rigtig mange. Der havde vi protesteret vildt og inderligt, så det her er sådan en sidste krampetrækning, siger Grethe Viberg Nielsen.
Og hvis politikerne ikke er lydhøre over for den, så må Grethe Viberg Nielsen til at finde alternativer efter sommerferien.
- Jeg ved ikke, hvad vi får i stedet for. Flextrafik er ikke noget for mig, for det giver mig ikke den frihed, jeg har brug for. Så jeg håber stadig til det sidste og aner ikke, hvad jeg skal gøre, hvis den ikke kommer, siger hun.
Beslutning står ved magt
Rådmand for teknik og miljø i Aarhus, Nicolaj Bang, fortæller, at bussen kommer til at lukke, på trods af protesterne. Der er simpelthen ikke råd til at holde linjen kørende.
Han fortæller, at alternativet var at spare mere på andre områder, som daginstitutioner og plejehjem.
- Det er et budgetforlig, hvor 30 ud af 31 medlemmer i byrådet stemte for, så det bliver svært at lave om. Og det er også en rute, der er svær at forsvare at genoprette, fordi der var så få, der brugte den, siger Nicolaj Bang.
Linje 22 kører sidste gang, når den nye køreplan træder i kraft til sommer.