Busruterne forsvinder på stribe: - Det er tudetosset
Der skal ikke spildes tid på at undersøge et kendt problem, lyder det fra flere transportordførere.
Det ikke fordi, det vrimler med mennesker på Randers Busterminal sådan en hellig påskesøndag. Og snart vrimler det måske heller ikke med busser.
Bustrafikken i Region Midtjylland står nemlig over for massive besparelser og nedskæringer - igen.
Men det falder ikke i god jord hos de pendlere, der trods alt er på terminalen i Randers.
- Jeg tror, det gør mere skade end gavn på længere sigt. Jeg ved godt, at det er for at spare penge, og der er ruter, hvor der ikke er så mange med, men de gør det væsentligt mere svært for alle at komme med de forskellige transportmidler, siger Peter Gormsen, der dagligt bruger busserne i Aarhus.
Heller ikke Freja Højholdt fra Randers synes, det lyder som en god ide.
- Det er også trælst, det bliver sværere at komme hjem, når man er ude omkring, og man ikke har kørekort. Så det er trælst, og det bliver mere besværligt, siger hun.
Der skal penge til, ikke udvalg
Regeringen har besluttet at nedsætte et ekspertudvalg, der skal se på indretningen af bustrafikken og den kollektive trafikbetjening i både byerne og yderområder, oplyser transportminister Thomas Danielsen (V) i et skriftligt svar.
Det er dog ikke løsningen, lyder det fra flere østjyske transportordførere.
SF's Sofie Lippert opfordrer ministeren til at komme i gang hurtigt og ikke skyde det til hjørne i en kommission, siger hun.
- Det går for langsomt. Vi kan ikke vente på, at hver gang der er et problem, skal der nedsættes en kommission, der skal undersøge, hvad problemet er. Vi ved, hvad problemet er, og at løsningen er at holde hånden under trafikselskaberne, siger Sofie Lippert.
Hun mener, at staten skal tage ansvar og hjælpe trafikselskaberne, og at det er en vigtig prioritering. Hun har et helt konkret ønske om 300 millioner kroner til at holde priserne nede.
- Lige nu beder de om at hæve priserne, og det tror jeg ikke er løsning. Vi skal ud og understøtte trafikselskaberne og sikre, vi kan få passagererne tilbage, siger Sofie Lippert.
Nick Zimmermann (DF) mener heller ikke, prisstigninger er løsningen og frygter, at besparelserne betyder død i landdistrikterne og skaber en negativ spiral.
- Det er en kæmpe udfordring. Man vil gerne have flere til at tage den offentlige transport, og samtidig er men ved at fjerene mere end hver fjerde busrute rundt i landet, så det er fuldstændig tudetosset, siger Randers-politikeren.
Man skal kunne bo alle steder i Danmark og samtidig have forbindelse til en god offentlig transport
Han vil blive ved med at presse på over for regeringen og opfordre til at afsætte flere penge til området frem for et ekspertudvalg.
- Man skal kunne bo alle steder i Danmark og samtidig have forbindelse til en god offentlig transport, det har jeg tænkt mig at gøre mit for.
Passagererne svigter efter corona
Og flere penge er da også ønsket fra regionen. Her kalder Anders G. Christensen (V), der er formand for Regional Udvikling og EU i Danske Regioner.
Den pressede økonomi skyldes stigende brændstofpriser, og at passagererne ikke er fuldtalligt tilbage efter coronakrisen.
- Da vi kun har én fast kasse at finansiere den kollektive trafik af, så er vi nødt til at reducere i antallet af ruter for at få økonomien til at hænge sammen i regionerne, siger han.
Og hvis først en busrute er lukket, er den tæt på umulig at få op at køre igen, forklarer formanden.
- Så finder borgerne andre transportmuligheder, typisk bil og privatbilisme. Så det er skidt, vi er nødt til at reducere, siger Anders G. Christensen.
- I sidste ende handler det om, hvor meget økonomi en regering og Folketing vil stille til rådighed, siger han.
Ministerens svar
Transportminister Thomas Danielsen har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men svarer skriftligt:
"Jeg har haft møde med trafikselskaberne om deres udfordringer. Bustrafikken har i en årrække haft faldende passagertal, og det er ikke blevet lettere efter covid-19.
Jeg deler bekymringen for, at der kan opstå en negativ spiral med højere priser eller færre afgange. Det er nødvendigt, at vi ryster posen hårdt, og derfor vil regeringen også snart nedsætte et ekspertudvalg, der skal se på indretningen af bustrafikken og den kollektive trafikbetjening i både byerne og yderområder."
Alene i 2023 har regionerne besluttet at spare 41,2 millioner kroner.
Ifølge Jyllands-Posten viser et nyt notat fra Trafikselskaberne i Danmark, at trafikselskabernes økonomi er blevet forringet med over en milliarder kroner. Midttrafik skal spare 120.000 af 1,8 mio. køreplantimer i løbet af 2023 og 2024, heraf 60.000 køreplantimer på de regionale ruter, skriver avisen.