Arla henter ny topchef i tyske Adidas
Natalie Knight kommer med erfaring fra stor tysk koncern
Mejerigiganten Arla kan i dag præsentere en ny chef i topledelsen.
Det er amerikanske Natalie Knight, der får titlen som finansdirektør og samtidig bliver medlem af koncernledelsen i Arla Foods.
Hun har erfaringer fra sportskoncernen Adidas, hvor hun har fungeret som Senior Vice President Finance med ansvar for 200 medarbejdere.
Hendes arbejde med strategisk og økonomisk rådgivning skal nu komme Arla med hovedsæde i Viby ved Aarhus til gode:
- Natalie har mange års erfaring i præstationsledelse i en global virksomhed med hurtigt omsættelige forbrugsgoder. Hun har stærke kompetencer inden for ledelse, kommunikation og investor-relationer. Jeg ser frem til at byde Natalie velkommen til Arla, siger direktør Peder Tuborgh.
Natalie Knight tiltræder i Arla den 1. januar 2016. Her vil hun få ansvar for finans- og juridiske funktioner samt det globale it-system i koncernen.
Med sig i bagagagen har hun, udover 16 års erfaring hos Adidas, en bachelorgrad i business og tysk og master i økonomi.