Alarm i storcenter: - Personalet stivner og står bare og kigger

Sofie Grangaard havde onsdag en oplevelse af, at der ikke var styr på sikkerhedsproceduren blandt personalet i en butik under en brandalarm i Storcenter Nord.

Det udviklede sig til en ubehagelig oplevelse for Sofie Grangaard og hendes 11-årige datter, da de onsdag aften besøgte Storcenter Nord i Aarhus. 

Her gik alarmen nemlig, og det skete blot tre dage efter skyderiet i Field's i København.  

Mens hun med sin datter kiggede på tøj i en af centrets butikker, lød alarmen over højtaleranlægget, hvor der flere gange bliver sagt 'Besked til personalet kode B'. Personalet vidste ikke, hvad det betød, og det satte tanker gang, fortæller hun.

- Når jeg hører, der bliver sagt kode B, så begynder jeg at tænke, at der er sket noget rigtig grimt, siger Sofie Grangaard til TV2 ØSTJYLLAND.

- Personalet stivner og står bare og kigger. Da jeg spørger, siger de, at de ikke ved, hvad det betyder. Det var der, jeg tænkte, at der var noget galt, når personalet ikke kender til den kode.

Hun er uforstående over for, at tre af butikkens medarbejdere ikke ved, hvad de skal gøre. 

- Der er ikke noget tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor der burde være mere fokus på sikkerhed i et storcenter. Det er uden for min fatteevnen, at man i de her dage tør at åbne et storcenter, uden at personalet ved, hvad de skal gøre, siger hun. 

sofie storcenter nord alarm
Foto: Privatfoto

Skulle selv finde ud

Efterfølgende fik Sofie Grangaard at vide, at de skal forlade centret. Men hun oplevede ikke, at der var nogen, der tog hånd om at få gæsterne gelejdet ud. 

- Vi skulle selv finde ud. Der var ikke nogen, der sagde: Kom vi skal ud, og vi skal denne vej, siger hun. 

quote Der er ikke noget tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor der burde være mere fokus på sikkerhed i et storcenter.

Sofie Grangaard

Og da kunderne var kommet ud, var der ikke nogen, der forsøgte at sikre, at eventuelle nye gæster ikke bevægede sig indenfor i storcentret, fortæller hun.

- Det virker virkelig uansvarligt, at man skal ud, men der er ingen, der holder døren lukket eller stiller sig i døren. Der var ikke nogen, der havde styr på det, siger Sofie Grangaard. 

Sammen med flere andre kunder stod hun sammen med sin datter på centrets parkeringsplads i flere minutter. Men uden at få nogen informationer om, hvad der var sket.

Herefter oplevede hun en del forvirring om, hvorvidt hun måtte gå ind i centret igen eller ej. 

- Der kommer en vagtmand, og han siger, jeg kan hente min bil i parkeringskælderen, men stemmen i højtaleren siger, jeg skal forlade centret, siger hun. 

Utryg oplevelse

Det var Sofie Grangaards oplevelse, at flere blandt butikkens personale ikke vidste, hvad der foregik eller havde forståelse for situationens alvor. 

- Det er rigtig utrygt, og det er under al kritik. Jeg bliver dybt forarget, for de svigter deres ansvar, siger hun.

quote Jeg vil ikke kalde det en sikkerhedsprocedure, og det gør, at jeg aldrig skal sætte mine ben i centret igen.

Sofie Grangaard

Hun havde gerne set at personalet havde været mere roligt og tydeligt i deres kommunikation.

- Jeg tænker, det skaber utryghed, når der tales i koder. De behøver ikke komme med en forklaring. Men bare sige tydeligt, at man skal forlade centret, siger hun.

Sofie Grangaards oplevelse af Storcenter Nords sikkerhedsprocedure får konsekvenser for hende som kunde.

- Jeg vil ikke kalde det en sikkerhedsprocedure, og det gør, at jeg aldrig skal sætte mine ben i centret igen, siger hun. 

Tager oplevelse alvorligt

Det er Salling Group, der ejer Storcenter Nord. Til TV2 ØSTJYLLAND oplyser Salling Groups kommunikationschef, Henrik Vinther Olesen, at det var en brandalarm, der var blevet aktiveret af røg fra et af centrets pizzeriaer.

- Det, vi ved om alarmen onsdag, er, at centret blev tømt hurtigt, og at det først blev åbnet igen, da brandvæsnets indsatsleder gav grønt lys. Men vi tager alle oplevelser og henvendelser alvorligt, og derfor gennemgår vi forløbet og procedurerne en ekstra gang, siger Henrik Vinther Olesen, kommunikationschef hos Salling Group. 

Han beklager, hvis nogle har haft en dårlig oplevelse af håndteringen under brandalarmen.  

- Vi lytter altid til både myndighederne og kundernes oplevelser, for det vigtigste er, at kunderne føler sig trygge. Det er klart, at vi netop i disse dage er ekstra opmærksomme på sikkerheden i centeret, og derfor gennemgik og opdaterede vi tidligere på ugen alle procedurer. I lyset af den oplevelse, som en kunde har haft, giver vi nu det hele et ekstra eftersyn, siger han. 

quote Vi tager alle oplevelser og henvendelser alvorligt, og derfor gennemgår vi forløbet og procedurerne en ekstra gang.

Henrik Vinther Olesen, kommunikationschef, Salling Group

Ifølge Henrik Vinther Olesen har Storcenter Nord en aftale med de butikker, som lejer sig ind. En del af aftalen er, at butikkerne skal leve op til sikkerhedsprocedurerne. Dermed skal butikkerne også hjælpe kunderne ud i tilfælde af brand.

Hvordan sikrer I, at butikkerne lever op til aftalen og har styr på sikkerhedsprocedurerne?

-  Alle butikker i centeret har evakueringsplanerne, så alle medarbejdere i centeret kan træne sammen med den ansvarlige i butikken. Da vi tidligere på ugen opdaterede planerne, besluttede vi desuden, at vi i de kommende uger går rundt til alle butikkerne og gennemgår planerne igen, og at vi fremover træner planerne fire gange om året, siger han.