Aarhus Festuge aflyst: Borgmester lærte af færøsk festival

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, skævede til den færøske Olai-fest, da kommunen besluttede af aflyse festuge.

Da sundhedsmyndighederne anbefalede, at det var rigtigt at aflyse, var der ikke noget at rafle om, lyder det fra Jacob Bundsgaard.

Flere havde nok forudset, at det ville ende sådan, og torsdag blev det officielt: Aarhus Festuge 2020 er aflyst. 

Det skete efter, at flere statslige sundhedsmyndigheder vurderede, at "det ikke ville være fornuftigt at afholde festugen som følge af det lokale smitteudbrud i Aarhus."

Læs også Aarhus Festuge er aflyst

Ifølge borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), spiller to konkrete forhold ind i aflysningen af festugen, der normalt trækker 500.000 mennesker til Aarhus.

Aarhus Festuge er en af Nordeuropas største kunst- og kulturfestivaler. Festivalen blev første gang afholdt i 1965. Her korsang i 2019. Foto: Aarhus Festuge

Fra lav til eksplosiv smitte

Det ene er det seneste smittetal, der viser, at stigningen i Aarhus er aftaget, men at der stadig er en stigning i smitte.

Læs også Sådan går det med smittetallene i Aarhus

Det andet er kedelige erfaringer fra Færøerne, hvor man hvert år i slutningen af juli fejrer den norske konge Olav den hellige over to dage. 

- Vi fik nogle tal fra en færørsk fejring, Olai-festen, som viste, at da de afholdte den, kom de fra et meget lavt smitteniveau til en nærmest eksplosiv smitte. Det har også været en del af den overvejelse, der har ligget hos de statslige myndigheder, men selvfølgelig også i vores egen vurdering, siger Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Cafe Jorden i det centrale Aarhus plejer at være et omdrejningspunkt i Aarhus Festuge, men sådan bliver det altså ikke i år. 

Brandærgerlig, men nødvendigt

Ifølge Jacob Bundsgaard har det været en tung beslutning at måtte aflyse Aarhus Festuge.

- Men sundheden og sikkerheden har hele tiden været vores førsteprioritet, og da sundhedsmyndighederne anbefalede, at det var rigtigt at aflyse, var der ikke noget at rafle om. Det er selvfølgelig brandærgerligt, men det er sådan, det står, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Ekspert er forsigtig optimist: - Jeg tror, kurven er knækket

Torsdag er 114 flere personer smittet med COVID-19 i løbet af det seneste døgn i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut. 39 af disse bor i Aarhus.