Lukket og slukket: Kontroversiel delikatesse er gået konkurs
Memets Delikatesse fik i slutningen af september en stor bøde, efter 197 kunder blev syge af maden derfra. Nu er virksomheden gået konkurs.
Hvad der skulle have været et hyggeligt studiestartsarrangement for ingeniørstuderende på Katrinebjerg og Navitas i Aarhus, endte for manges vedkommende med diarré, hovedpine og mavesmerter.
Og ifølge Fødevarestyrelsen er årsagen til det kollektive maveonde for 197 personer, at de alle havde spist mad fra Memets Delikatesse og derigennem fået E. Coli-bakterier.
Derfra er det gået stærkt ned ad bakke. Massevis af dårlig omtale i medierne og utilfredse kundeanmeldelser.
Nu er det så kommet dertil, at Memets Delikatesse er gået konkurs. Det fremgår af Statstidende, der skriver, at Retten i Aarhus har taget Memets Delikatesse ApS under tvangsopløsning.
Kurator er advokat Jan Bech fra Horten i Aarhus.
- Vi går i gang med at se på sagen på mandag, så lige nu ved jeg ikke særlig meget om, hvad der ligger bag konkursen.
- Vi skal se på, om der er nogle aktiver i virksomheden, og om folk henvender sig, fordi de har penge til gode. Og så skal vi undersøge, om der skulle være foregået noget, der ikke burde, siger Jan Bech.
Han har ikke undersøgt virksomhedens økonomi, men han fortæller, at en bøde og efterfølgende dårlig omtale måske kan være årsagen.
- Hvis folk stopper med at handle der, fordi man kan læse i avisen, at folk bliver syge af maden, så er det jo ikke god reklame. Den slags kan hurtigt vælte læsset, siger han.
Det gik dog i den gale retning, allerede inden de næsten 200 personer spiste Memet's Delikatesses mad og blev syge. For den 15. august blev selskabet i første omgang sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen, da der ikke var indleveret regnskab for 2022.
I et opslag på Instagram, som Århus Stiftstidende nåede at se, inden kontoen tilsyneladende blev slettet, skrev bestyrer Memet Kocak i slutningen af september, at man lukkede butikken ned permanent.
Også i 2021 gik Memets Delikatesse konkurs efter flere sure smileyer fra Fødevarestyrelsens kontroller.
TV2 Østjylland har uden held forsøgt at få en kommentar fra Memet Kocak.