Værsgo Randers: Her er finalen i X-Factor
Det er fire år siden, at 'X Factor'-finalen sidst rykkede ud af studiet.
Når der i år skal findes en vinder af 'X Factor', sker det ikke i det faste studie.
Efter tre år med corona er det nemlig blevet muligt at rykke finalen ud af de vante rammer.
Derfor skal årets finalister på scenen i Randers Arena, når der er finale den 31. marts.
- Vi glæder os helt vildt meget til at flytte ’X Factor’-finalen ud i landet igen. De sidste tre år har coronapandemien haft indflydelse på vores finale-planer, men nu kan vi endelig igen planlægge en kæmpe finale, siger Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2.
Finalebrag
Når der ikke er finale, optræder 'X Factor' deltagerne i et live-studie i Brøndby, hvor der er plads til 550 publikummer.
Der er derfor lagt op til at stort finalebrag i Randers Arena, hvor der er plads til 3500 publikummer.
- Vi håber, at vi sammen med en masse danskere kan sætte et flot og festligt punktum for en forrygende ’X Factor’-sæson, siger Dorte Borregaard.
- Mere end en million danskere har fulgt ’X Factor’ uge for uge, og hvor er det er bare fedt, at vi nu kan give dem der har lyst mulighed for at være med til finalen, siger hun.
'X Factor'-tradition
Der har også tidligere været tradition for at skrue op for ’X Factor’-showet, når vinderen skal findes.
I løbet af programmets 11 sæsoner på DR har finalen flere gange været afholdt i Parken og i Jyske Bank Boxen.
Også i TV 2-regi har 'X Factor'-finalen været afholdt i andre rammer. I 2019 foregik finalen i Forum Horsens.
Men på grund af corona-pandemien har den tradition været sat på pause - indtil i år.