Tivoli Friheden holder lukket og aflyser koncerter
Tivoli Frihedens direktør oplyser, at forlystelsesparken holder lukket i dag og i morgen.
Torsdag lukkede Tivoli Friheden efter en tragisk ulykke, der kostede en 14-årig pige fra København livet.
Ifølge direktør Henrik Ragborg Olesen vil Tivoli Friheden holde lukket og ikke åbne foreløbigt.
- Det er hverken i dag eller i morgen, for jeg kan ikke forestille mig, at vi skal spille koncerter og have folk til at stå nede ved scenen og klappe, siger han til TV 2.
Læs også
Han oplyser, at ulykken har påvirket ham og resten af de ansatte i Tivoli Friheden. Forlystelsesparken skal være sikre på, at alle medarbejder er parate til at arbejde, før der åbnes igen.
- Vi skal alle kunne være i det på en tryg måde, og jeg tænker på de folk, der skal ud at køre forlystelserne; hvordan vil det være at skulle trykke på knapperne igen, siger Henrik Ragborg Olesen til TV 2.
I aften skulle Folkeklubben have spillet i Tivoli Friheden, men det er aflyst på grund af ulykken. Det samme er koncerten med Anne Linnet og Annika Aakjær lørdag.
Læs også
Kan ikke udelukke noget
Årsagen til ulykken er endnu ukendt og efterforskes af politiet.
Henrik Ragborg Olsen forventer, at alt formelt har været, som det skulle, men siger samtidig, at der ingen tvivl er om, at noget har været galt.
Direktøren uddyber dog, at han ikke tror, at der er noget, der er ansvarspådragende for Tivoli Friheden.
- Der er meget klare regler for, hvordan en forlystelse skal se ud og vedligeholdes, og det har vi gjort. Men et eller andet er der gået galt, det siger sig selv, siger Henrik Ragborg Olsen.
Læs også
Der har været forlydender fra folk, der har fortalt, at den (forlystelsen red.) har lydt underligt på et tidspunkt. Er I sikre på, at der ikke har været problemer, I har overset?
- Det kan man jo aldrig udelukke, for der er jo sket et eller andet, men jeg vil opfordre de folk, som har hørt eller set noget, til at henvende sig til Østjyllands Politi med deres oplysninger. Jeg vil nødig stå og gisne på det ene eller det andet, for vi har slet ikke den viden endnu, men jeg vil stærkt opfordre folk, der ved eller har set eller hørt noget, til at kontakte Østjyllands Politi.