Forældre rasende efter vaccineudmelding fra Brostrøm: - Jeg er virkelig skuffet

Forældrene må gerne skælde Sundhedsstyrelsen ud for vaccinebeslutning, siger direktør Søren Brostrøm, men holder fast i, at den var rigtig sidste år.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, siger nu til TV 2, at han er "ked af", hvis forældre har følt sig presset af styrelsens vaccinekampagne.

Sådan lyder det, efter at TV 2 har talt med seks forældre, hvoraf de fem føler, at de blev "trængt op i et hjørne" og tvunget til at træffe en beslutning på urimeligt kort tid, da Sundhedsstyrelsen anbefalede børn ned til fem år at blive vaccineret mod coronavirus.

- Man må gerne skælde ud på os over de beslutninger, vi har truffet, siger Søren Brostrøm om vaccinationsprogrammet.
- Man må gerne skælde ud på os over de beslutninger, vi har truffet, siger Søren Brostrøm om vaccinationsprogrammet.

Kritikken fra forældrene kommer, efter at Søren Brostrøm onsdag erkendte, at vi "set i bakspejlet ikke fik meget ud af udvidelsen af vaccinationsprogrammet til børn – i hvert fald ikke når det kommer til epidemikontrol, som ellers var formålet med at gøre det. Siden er vi blevet klogere, og vi ville ikke gøre det samme i dag", lyder det til forældrenes store frustration.

Forældre følte sig pressede

I juni 2021 valgte Sundhedsstyrelsen at anbefale coronavacciner til børn i alderen 12-15 år. I november fulgte så en anbefaling om også at vaccinere børn i alderen 5-11 år.

Allerede dengang lød det, at anbefalingen ikke var for børnenes skyld, men for at sikre kontrol med epidemien i Danmark.

Og for flere af de forældre, TV 2 har talt med, gav det en knude i maven lige fra begyndelsen. Det gjorde det også for Gitte Larsen, der er mor til femårige William.

Fordi han er astmaallergiker, valgte Gitte Larsen at lade sin søn vaccinere mod coronavirus.

- Det er faktisk ikke vaccinen, jeg fortryder, men jeg stiller mig enormt kritisk overfor, at jeg følte mig presset op i et hjørne på utroligt kort tid af flere forskellige instanser med noget, der på mig ikke føltes ordentligt begrundet, siger hun til TV 2.

Gitte Larsen er ikke alene med sin kritik af sundhedsmyndighedernes ageren i de måneder, hvor landets yngste blev anbefalet at få vaccinen. Også en række andre mødre og fædre har til TV 2 kunnet fortælle om at føle sig presset til at træffe en hurtig beslutning på baggrund af "aggressive" vaccinekampagner fra sundhedsmyndighederne og uden at føle sig ordentligt klædt på til at tage den.

TV 2 har forelagt Søren Brostrøm forældrenes kritik, og han medgiver, at Sundhedsstyrelsens anbefaling var "kraftig", men at styrelsen også gjorde meget ud af at understrege frivilligheden i tilbuddet over for danskerne.

- Men jeg synes faktisk også, at man som sundhedsstyrelse skylder, at befolkningen kan mærke vores anbefaling. At den er tydelig. Det var ikke nogen forbeholden anbefaling, det var faktisk en anbefaling, vi mente, der var vigtig, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Og det er jeg ked af, hvis nogle har opfattet som for stort et pres. Det vil jeg tage med videre og fremover være endnu mere tydelig med at understrege frivilligheden og respekten for fravalget.

Skuffet over den manglende tid til debat

Gitte Larsen oplevede altså Sundhedsstyrelsens vaccinationskampagne som et pres, som hun i dag "har det anstrengt med".

Gitte Larsens søn, 5-årige William, så især vaccinekampagner fra Sundhedsstyrelsen på Youtube, og det fik ham til selv at give udtryk for, at han ville vaccineres, så han kunne "passe på andre".
Gitte Larsens søn, 5-årige William, så især vaccinekampagner fra Sundhedsstyrelsen på Youtube, og det fik ham til selv at give udtryk for, at han ville vaccineres, så han kunne "passe på andre". Foto: Privatfoto

Det samme gjorde Dianne Østergård Nielsen, mor til en datter på 10 og en søn på 18. Begge hendes børn er vaccineret mod coronavirus, men forud gik en periode, hvor Dianne Østergård Nielsen var meget i tvivl.

- Jeg havde virkelig følelsen af, at jeg skulle smide min datter i puljen, siger hun til TV 2.

Dianne Østergård Nielsen følte, at vi i Danmark "vaccinerede i blinde", og hun havde svært ved at danne sig et billede af, om børnenes coronavaccine var til nogen gavn.

Men selvom der blandt nogle fagfolk var delte meninger om at vaccinere børnene, var der jo grundlæggende bred opbakning til, at det var for det fælles bedste, når vi stod midt i en pandemi?

- Selvfølgelig udvikler en krise sig, og så skal man forholde sig til det, men fraværet og den manglende tid til debat er jeg virkelig skuffet over. For nu sidder jeg tilbage og kigger på de tørre tal og tænker: "Øv, var jeg virkelig en af de forældre, der sagde ja, selvom jeg havde en dårlig fornemmelse allerede dengang?"

Katrine Rosendal er mor til tre piger på 3, 9 og 11 år, hvoraf den ældste er vaccineret mod coronavirus. Også hun føler, at der var for lidt betænkningstid for forældre, da først anbefalingen kom ud.

- Jeg følte ikke, at vi fik tid og lov til at tænke over det eller undersøge vaccinen hundrede procent, før vi proppede den i vores børn.

Katrine Rosendal med to af sine tre døtre.
Katrine Rosendal med to af sine tre døtre. Foto: Privatfoto

Nærmest samtidig med Sundhedsstyrelsens anbefaling om at lade de 5 til 11-årige vaccinere kom den nye og – skulle det senere vise sig – mildere Omikron-variant til Danmark. Det fik i februar sundhedsmyndighederne til at genoverveje anbefalingen om vacciner til de yngste.

- Man må gerne skælde os ud

Søren Brostrøm anerkender over for TV 2, at det hele "gik meget stærkt", da vaccineprogrammet blev rullet ud i Danmark.

Alligevel fastholder han, at anbefalingen var baseret på grundige overvejelser og undersøgelser – herunder det europæiske lægemiddelagentur EMA's godkendelse – ligesom han fortæller, at Sundhedsstyrelsen undervejs har forsøgt at være åbne og ærlige omkring deres anbefaling.

- Jeg kan ikke genkende, at det har været for tyndt et grundlag. Vi har arbejdet hurtigt, ja, men vi har på ingen måde hastet. Vi anbefalede ikke vacciner til børn, før de blev godkendt af lægemiddelmyndighederne, og det var en absolut forudsætning for, at vi kunne gøre det, siger han til TV 2.

quote Jeg vil gerne bede folk om at overveje, om de hellere ville have haft en myndighed, der ikke indrømmer sine fejl?

Søren Brostrøm

Desuden, mener han, gjorde Sundhedsstyrelsen meget ud af at understrege over for forældre i Danmark, at "et fravalg af vaccinen også skulle accepteres", ligesom han påpeger, at der undervejs var Q&A's om fordele og ulemper ved vaccinen på styrelsens Facebook- og hjemmeside.

Men kan du forstå, hvis der sidder nogle forældre tilbage, som har fået mindre tillid til jeres anbefalinger efter det her?

- Altså, jeg forstår godt, at der er nogle, som tænker: "Okay, her står en myndighed, som nu indrømmer, at de har taget fejl, eller at de ville have gjort noget andet." Det forstår jeg godt. Men jeg vil gerne bede folk om at overveje, om de hellere ville have haft en myndighed, der ikke indrømmer sine fejl? spørger Søren Brostrøm.

Da anbefalingen om at vaccinere samfundets yngste kom, var vi midt i det, direktøren kalder for "en Delta-virkelighed". Kun kort efter Sundhedsstyrelsens anbefaling kom Omikron-varianten, og den var "voldsomt bekymrende" til at begynde med. Først senere stod det klart, at den var mildere end de forudgående varianter.

- Man må gerne skælde ud på os over de beslutninger, vi har truffet, men jeg skal hele tiden stå på mål for, om vi gjorde det rigtige i situationen. Og det mener jeg stadig, at vi gjorde, baseret på hvad vi vidste på det tidspunkt, siger Søren Brostrøm.