Redningshelikopter i luften: Kajakroer kæntret på åbent hav
En redningshelikopter fløj fra Aalborg, og nærliggende både blev sendt til stedet, da en kajakroer kæntrede på åbent hav fredag eftermiddag.
17.51 modtager Østjyllands Politi et alarmopkald med en melding om en kajakroer, der er kæntret på åbent hav ved Følle Strand.
Da det er længere ude, end man kan bunde, bliver Søværnets Operationscenter sat på sagen. De sender straks en redningshelikopter til stedet og sender bud efter nærliggende både, som kan komme hurtigt til stedet.
Læs også
Det blev dog ikke nødvendigt.
- Inden styrkerne er fremme, er kajakroeren selv kommet i land. Kajakken er kæntret, og så går vi ud fra, at han selv har formået at svømme i land, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Lars Bisgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Østjyllands Politi er manden uskadt, og i sidste ende var der blot tale om en kajak, der skulle hentes ind på land.
Læs også
Det er standardprocedure i sager som denne, at redningshelikopteren bliver sendt i luften, og var kajakroeren ikke kommet i land, inden den kom frem, havde han gjort arbejdet let for redningsmandskabet.
- Han havde en gul markeringsjakke på, som er en slags refleks på redningsvesten, så han havde været nem at spotte. Men det har heldigvis ikke været nødvendigt, siger vagtchefen.