Klimaet bekymrer skoleelever: - Jeg har haft børn, der græder

På Kolind Skole i Syddjurs er der stort fokus på klimaet, men de dystre udsigter kan skræmme eleverne.

I medierne og på skoler landet over er der hele tiden et øget fokus på klimaforandringerne. De til tider skræmmende nyheder fylder mere og mere blandt børn og unge mennesker, der er bekymrede for deres fremtid. 

Mandag landede en ny klimarapport fra FN. Og konklusionerne var nedslående. Klimaforandringerne skyldes ’utvetydigt’ mennesker, og det kommer til at blive varmere, hurtigere end vi troede. Det betyder blandt andet, at temperaturerne vil stige, og at vi vil se flere vilde vejrfænomener som oversvømmelser eller ekstrem tørke. 

På Kolind Skolen i Syddjurs er der stor fokus på at undervise børnene i verdens klimaforandringerne, og især når en ny klimarapport fra FN præger nyhederne.

- Vi har nogle elever, som heldigvis følger meget med i nyhederne, så der kommer naturligt en masse spørgsmål fra dem om klimaet. Det er vigtigt, at jeg får formidlet på et niveau, hvor de kan være med uden at blive skræmt.

- Men de skal have en forståelse for, at der sker ting omkring dem i Danmark og verden, som de skal være en del af at redde, hvis vi skal have en chance for, at tingene ikke skal gå helt i død og ødelæggelse, fortæller lærer Karina Rasmussen.

Børnene bliver blandt andet opfordret til at genbruge og til at cykle i skole fremfor at blive kørt af forældrene. Faktisk er skolen gået så vidt som at lave infrastrukturen om, så det bliver sværere at komme i bil og nemmere at stille cyklen.

quote Jeg har haft elever i sjette klasse, som græder.

- Karina Rasmussen, lærer på Kolind Skole

Bekymrede børn

Det store fokus på klimaet fra både skolen og medierne betyder dog også, at børnene til tider bliver bange.

- Der er nogle elever i undervisningen, der bliver bekymrede, og jeg har haft elever i sjette klasse, som græder. Man kan mærke på dem, at det er noget, som fylder meget i deres hverdag, siger Karina Rasmussen.

I hendes nuværende 9. klasse er eleverne blandt andet blevet undervist i vejrfænomener og har kigget på, hvilke ting der udleder mest CO2. Der er blevet lavet forsøg, set videoer og læst i bøger. 

Rikke Schnejder går i klassen og fortæller, at undervisningen er interessant, men også kan bekymre hende.

- Det er meget spændende og meget skræmmende. Man bliver lidt stresset over det, hvis man for eksempel skal finde noget til en rapport, da det også skræmmer en lidt, siger hun.

Lukas Rosendahl og Rikke Schnejder er begge bekymrede over klimaforandringerne.
Lukas Rosendahl og Rikke Schnejder er begge bekymrede over klimaforandringerne.

Også klassekammeraten Lukas Rosendahl mener, at det fylder meget blandt de unge.

- Jeg tror, folk frygter det lidt mere, end de viser, siger han.

En vigtig opgave

Karina Rasmussen fortæller, at hun som underviser er meget opmærksom på, at børnene ikke bliver skræmt af de ting, de hører.

- Jeg bliver frustreret, når børn render rundt med så store bekymringer. De har alle sammen set isbjørnen på den lille isflage og er stensikre på, at det sker, og at Danmark bliver oversvømmet lige om lidt.

- Og den følelse må børn bare ikke have. De skal ikke rende rundt og være bange for, at det hele går under om 14 dage, og de ikke når at holde fødselsdag, siger hun.

Og når en ny rapport, som den fra FN, udkommer, så ser Karina Rasmussen det som sin pligt at lære børnene om, hvad der står i den.

- Det er absolut nødvendigt, at vi gør det. Vi er professionelle undervisere i de her fag, og vi har måske lidt mere pondus, end mor og far har. Det skal vi gøre, det er en af de vigtigste opgaver, vi har. Så de ikke går ud og panikker, når de ser nyhederne.