Fregatten bliver reddet af stort millionbeløb
Der er afsat 3,2 millioner kroner om året til Fregatten Jylland i den nye finanslov.
Fregatten Jylland i Ebeltoft har siden nytår haft sejlene sat på usikker kurs.
Her udløb deres senest bevilling fra staten nemlig, og dermed blev det gamle sejlskibs økonomiske fundament aldeles skrøbeligt.
Torsdag var der så gode nyheder. Fregatten er igen på finansloven.
- Det bobler i maven. Det er lige dele glæde, lettelse og taknemmelighed, siger Karin Buhl Slæggerup, der er direktør for Fregatten Jylland, til TV2 Østjylland.
I finansloven er der i alt afsat 3,2 millioner kroner om året de næste fire år til museet.
Det kommer oven i de 355.000, som Fregatten Jylland får som fast bevilling.
Usikker tid
Den seneste bevilling udløb ved udgangen af 2022, og siden da har fremtiden for Fregatten Jylland været usikker.
- Det har været en meget frustrerende tid, fordi vi jo egentlig ikke har vist, om vi havde job eller ikke havde job. Og økonomien er lidt stram, så det har virkelig været en stor lettelse i dag, siger Claus Skotte-Lund, der er værftsleder i Fregatten Jylland.
Og museet ved allerede, hvad pengene skal bruges på.
- De skal først og fremmest bruges til at renovere stormasten, siger værftslederen.
Stormasten kæmper blandt andet med afskallet maling og forrådnelse. Renoveringen af det bliver det største projekt på Fregatten Jylland nogensinde.
- Vi har stået i en situation, hvor vi vidste, at bevillingen løb ud, så tog vi masten ned, vidste vi ikke, om vi havde penge til at sætte den op igen. Men det har vi nu, siger en glad Claus Skotte-Lund.