Drabstiltalt kvinde har født offerets barn i fængsel
Der er kommet flere detaljer frem om den bestialske drabssag på den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen.
Der kommer flere og flere detaljer om drabet på den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen frem på fredagens retsmøde ved Retten i Randers.
Én af dem er, at én af de tiltalte har fået et barn med den dræbte. Hun var gravid, da hun blev anholdt, og hun har siden født barnet under sin fængsling.
Op til i dag har det været sparsomt med informationer om et motiv i sagen, og det var også uvist inden dagens retsmøde, hvad der vil komme frem.
Anklager Jesper Rubow fortæller i retten, at der er intern gæld blandt de tiltalte, men det er de nærmeste spekulationer, vi kommer et motiv lige nu.
Følg med i TV2 Østjyllands liveblog her, hvor der kommer flere detaljer om sagen.
De tiltalte blev anholdt i juli 2022, og liget blev fundet få dage senere i Gassum nord for Randers.
Tre forsøg
Ifølge anklageskriftet mod de fire personer havde de forsøgt at slå Frank Dan Nørgaard Jørgensen ihjel ved tre andre lejligheder, inden det lykkedes den 14. juli 2022.
Af anklageskriftet fremgår det, at de fire er tiltalt for tre forsøg på manddrab ved tre gange i ugerne op til den 14. juli at have lokket ham ud til en adresse i Allingåbro.
Her ville de overfalde og binde ham samt klemme ham ihjel under en bil, dræbe ham ved brug af jernrør, ved brug af æter eller kloroform, ved kvælning eller på anden voldelig vis.
De forsøg mislykkedes dog, da han nåede at køre fra stedet i alle tre tilfælde.
Der er afsat i alt ti dage til sagens behandling i retten.