Sikkerhedschef efter kaos: Forventer ikke at det sker igen
Justin Bieber og Kashmir-koncerter sluttede samtidigt onsdag, og det skabte kaos på dele af festivalpladsen. Flere blev anholdt og fik klippet armbåndene onsdag.
Lukkede udgange, forcerede hegn og spytteri efter frivillige blev konsekvensen efter mange festivalgæster ønskede at forlade festivalpladsen samtidig i Skanderborg onsdag aften.
Det fortæller sikkerhedschef for Smukfest Thomas Rydahl på et pressemøde torsdag.
- Vi har haft nogle gæster, der måske har taget den lidt mere usmukke hat på, fortæller han og fortsætter.
Læs også
- Både Justin Bieber og Kashmir-koncerten sluttede samtidigt, og da folk var trætte og ville hjem, valgte nogle ikke at følge anvisningerne på pladsen, siger han.
Det resulterede i, at nogle gæster opgav at vente i buskøen og begyndte at begive sig til fods mod campingområderne. Nogle få gæster begyndte også at forcere hegnet omkring pladsen for at komme ud til campingområderne.
Spyttede på de frivillige
Enkelte gæster endte også med at få klippet armbåndet, efter at de havde spyttet efter frivillige.
- De tre personer blev efterfølgende anholdt af politiet, og de frivillige er efterfølgende blevet debriefet, fortæller sikkerhedschefen.
Læs også
Kaosset endte med, at folk begyndte at gå mod de campingområder, hvor der ellers kørte shuttlebusser til.
Derfor blev driften af shuttlebusserne til disse områder sat på pause, da det ikke blev vurderet sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade busserne køre med festivalgæster på vejen.
Aldrig sket før
Når Bøgescenen lukker torsdag aften forventer Thomas Rydahl dog ikke, at de kaotiske scener vil gentage sig.
- Vi forventer ikke, at det kommer til at ske igen. Vi har aldrig været ude for, at det her er sket før.
- Vi har været ude for, at folk har skullet stå og vente på bussen, men det har de tidligere gjort i god ro og orden.
Læs også
Det er designet af musikprogrammet, og det at festivalens mange tusinder gæster nu er landet på pladsen, efter mange ankom onsdag, der står bag sikkerhedschefens vurdering.
- Vi har selvfølgelig et ekstra fokus på at opretholde driften af shuttlebusser de kommende aftener. Kan vi mod forventning ikke det, tilbyder vi gæsterne at gå hjem, siger Thomas Rydahl.