Nu må der igen fiskes i sø, der var fyldt med giftstoffer
Det har tidligere været frarådet at fiske i søen, da det kunne være forbundet med en fare på grund af for høje PFAS-tal.
Der er igen tilladt at fiske i Svanesø.
Det skriver Skanderborg Kommune på deres hjemmeside.
Kommunen og Fødevarestyrelsen har ellers frarådet det siden efteråret 2022, da vandprøver i søen viste for høje PFAS-tal.
Dengang var tallet 10 gange højere end det tilladte.
Skanderborg Kommune valgte derfor at sende et brev til den lokale fiskeriforening og sætte skilte op med ”Fiskeri frarådes”.
Nye prøver giver grønt lys
Opfølgende prøver har nu vist et lavere niveau af PFAS.
Samtidig er der også blevet fanget fisk i søen, som er undersøgt for giftstoffet.
Prøverne har vist niveauer, der ligger under EU's grænseværdier. Fødevarestyrelsen fraråder derfor ikke længere fiskeri i søen.
Skanderborg Kommune arbejder stadig på at finde kilden til PFAS-forureningen. Men ifølge kommunen skyldes det formentlig en losseplads, der tidligere lå i området.
HVAD ER PFAS?
- PFAS (perfluoroalkylstoffer) består af en stor gruppe syntetisk fremstillede fluorstoffer, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne blandt andet i fødevareemballage, brandslukningsskum, overfladebehandling og maling.
- Stoffet er svært at nedbryde og uønsket i miljøet, fordi helbredseffekterne skaber bekymring.
- PFOS er et stof i gruppen af PFAS’er.
- Fra 1. juli 2020 er tilsætning af fluorerede stoffer til fødevarekontaktmaterialer af papir og pap blevet forbudt i Danmark.
Kilde: Sundhedsstyrelsen.dk