Sø forurenet med PFAS - mistænker tidligere losseplads
Vandprøver viser et forhøjet PFAS-niveau i Svanesø i Skanderborg. Lystfiskere har fået besked og opfordres til ikke at fiske i området.
Skanderborg Kommune har konstateret fund af PFAS og PFOS i Svanesø.
Søen ligger centralt i Skanderborg by, og selvom området ikke normalt er overrendt af lystfiskere - og slet ikke i de kolde vintermåneder - tager kommunen ingen chancer.
- Vi vil ikke løbe nogen risiko og har derfor sat skiltning op i området, der fraråder fiskeri, siger Karen Margrethe Høj Madsen, chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune.
Hun oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at kommunen fik besked om de forhøjede tal den 1. december, og at de siden har været i dialog med Fødevarestyrelsen.
- Lige nu skal vi først finde kilden til forureningen, før vi kan komme videre, siger Karen Margrethe Høj Madsen.
Området ved Svanesø har tidligere huset en losseplads, og ifølge Skanderborg Kommune er det sandsynligt, at forureningen med PFAS-stoffer kommer derfra.
Hvad er PFAS?
- PFAS (perfluoroalkylstoffer) består af en stor gruppe syntetisk fremstillede fluorstoffer, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne blandt andet i fødevareemballage, brandslukningsskum, overfladebehandling og maling.
- Stoffet er svært at nedbryde og uønsket i miljøet, fordi helbredseffekterne skaber bekymring.
- PFOS er et stof i gruppen af PFAS’er.
- Fra 1. juli 2020 er tilsætning af fluorerede stoffer til fødevarekontaktmaterialer af papir og pap blevet forbudt i Danmark.
Kilde: Sundhedsstyrelsen.dk
Vandmålingen er foretaget af Region Midtjylland i forbindelse med en landsdækkende undersøgelse af PFAS-niveauet i samtlige vandhuller, søer og fjorde.
Der er i alt gennemført ti vandprøver i Svanesø i efteråret, og alle målinger viste forhøjede tal. Prøven med det højeste PFOS-niveau lød på 6,96 nanogram per liter, hvilket er ti gange større end det tilladte.
Ifølge Skanderborg Kommune er der problemer PFAS-forurening landet over, ligesom der også er målt forhøjede tal ved Sønderbækken, der har tilknytning til Affaldscenter Skårup.
Ved Sønderbækken er udledningen størst tættest på affaldscentret, men stadig markant mindre end ved Svanesø, oplyser kommunen.
- Affaldscenter Skårup udleder også PFAS, men kun i lille omfang til bækken. Den store udledning derfra er inddæmmet, da det går direkte i kloakledningen til renseanlægget i Skanderborg, siger Karen Margrethe Høj Madsen.