Naturtilbud til kræftramte mænd
Skanderborg Kommune håber at bålkaffe og udendørstræning vil tiltrække områdets mænd
Kræftramte mænd i Skanderborg Kommune får nu muligheden for at komme ud i naturen med det nye holdforløb "Naturkræfter".
Et holdforløb der via udendørs træning og bålkaffe skal give mænd et fristed, hvor de kan tale om sygdommen og dele erfaringer og følelser med andre mænd.
- Vi kender det jo alle sammen, at mænd er så fandens hårde udenpå. Men indvendig er vi jo også bløde som smør. Og det at blive ramt af en kræftsygdom, det er en traumatiserende oplevelse, som man har gavn af at snakke med andre om, siger Tage Nielsen, formand for Kultur- og Sundhedsudvalget til TV2 | ØSTJYLLAND.
Aktiv indsats
Det nye tilbud er ingen kritik af de mange andre tilbud, som kræftramte tilbydes, men han mener, at der bør være et, der rettes mod mænd.
- Det har vist sig, at mange mænd har brug for noget andet end det, vi traditionelt tilbyder i sundhedsvæsenet, og det er meget positivt, at vi nu kan give flere mænd med kræft mulighed for selv at gøre en aktiv indsats for at få det bedre, samtidig med at de hjælper andre i samme situation, siger Tage Nielsen.
Mændene mødes i det fri to gange om ugen, hvor frivillige har tændt bål og sat bålkaffen over. På programmet står brændekløvning, naturpleje eller vedligeholdelse. Der bliver også mulighed for forskellige former for træning i naturen og at lave mad over bål.
Som supplement til friluftslivet får deltagerne tilbud om gratis rådgivning fra en psykolog i Kræftens Bekæmpelse.
Naturkræfter starter med informationsmøde, som holdes ved Knudhule Strand i Ry 28. oktober kl. 11.00-12.00.