Janne søgte forgæves 400 stillinger - nu har hun fået sit drømmejob
Efter mere end tre år som ledig og 400 ansøgninger har 62-årige Janne Hallum nu fået et job.
- Kan det virkelig passe, at man ikke kan bruges på grund af sin alder?
Sådan lød det undrende fra Janne Hallum fra Skanderborg for halvanden måned siden, da hun her på TV2 ØSTJYLLAND og på det sociale medie Linkedin fortalte om sin lange kamp tilbage på arbejdsmarkedet.
Nu er den frustrerende jobjagt slut, og Janne Hallum har landet det, hun kalder et drømmejob. Det vender vi tilbage til om lidt.
Et langt CV
Uddannelsesdirektør, bestyrelsesmedlem og HR-direktør. Janne Hallum har en flot erhvervskarriere bag sig, men blev for tre år siden fyret fra sit arbejde som uddannelsesdirektør på Aarhus Tech Erhverv.
Det satte gang i en opslidende kamp for igen at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Janne Hallum har sendt mere end 400 ansøgninger ud og været til 50 samtaler, men uden at det kastede et arbejde af sig.
Derfor rejste hun spørgsmålet, som indleder denne artikler, og var med til at sætte skub i en debat om alder og arbejdsmarked.
- Jeg har undret mig over, at det har været så svært.
- Jeg kan på den ene side godt forstå, at virksomheder tænker i at få en, der kan være hos dem længe. Men virkeligheden i dag er lidt en anden, fordi man ikke er så længe samme sted. Og der er stadig mange år til, at jeg skal pensioneres, siger Janne Hallum.
Drømmejobbet
Hun er glad for nu at være tilbage i arbejde. Og tilmed i et drømmejob.
I sidste uge begyndte hun hos advokatvirksomheden DLA Piper som senior HR-konsulent.
- En fra firmaet havde set mit opslag på Linkedin og gav en henvisning til min nye chef, som lige stod og manglede sådan en profil som mig, siger Janne Hallum.
- Min erfaring var en gave og ikke et benspænd.
Hun er i dag primært tilknyttet advokatkontorets afdeling i Aarhus, men kommer også til at arbejde i København.
Håber at inspirere andre
Nu er Janne Hallum jobjagt så slut. Men for andre er den fortsat i fuld gang.
- Jeg har oplevet folk, der har valgt at trække pensionistkortet, fordi de ikke orkede jobjagten mere. Det er ærgerligt, for det er kompetente folk, som arbejdsmarkedet har brug for.
- Det kræver meget af en at være jobsøgende. Man skal hele tiden sætte sig op til at være den bedste udgave af en selv. Og når man afvises, skal man bygge sig selv op igen. Selvom man er ældre og har erfaring at trække på, så ændrer det ikke ved, at det er et hårdt game at være i.
- Jeg tror generelt, at folk gerne vil bidrage og føle sig værdsat.
Janne Hallum var i løbet af de seneste tre år ikke selv tæt på at give op, men hun forstår godt, hvis nogle kan få den tanke. Hun håber, at hun ved at dele sin historie kan være med til at inspirere til fortsat kamp.
- Jeg håber, at det kan være med til at flytte noget hos dem, der fortsat kæmper. At de bliver ved med at tro på det, for hvis man bliver ved, skal det nok lykkes.
Og så håber hun, at flere arbejdsgivere vil være mere åbne for at tage flere erfarne medarbejdere ind og ser den værdi, det kan have i en organisation.
- Det gælder både ældre og nye virksomheder, at erfarne medarbejdere ofte kan være med til at skabe ro og tage stress ud af en organisation, siger Janne Hallum.