Jakob og Jesper frygtede for byens fremtid - så tog de sagen i egen hånd
Læsertallene dykker, og landet rundt skærer lokalaviserne ned. Den uafhængige lokaljournalistik er presset, men i Herskind tager de to lokale ildsjæle Jakob Houg Jakobsen og Jesper Rabes Laursen kampen op.
Et stigende antal lokalsamfund må som Herskind efterhånden undvære journalister og medier, der har fokus rettet specifikt mod deres område. Derfor render makkerparret Jakob Houg Jakobsen og Jesper Rabes Laursen hver torsdag rundt og gør klar til at modtage dagens gæst i deres podcast 'Slet ikke LIVE!'.
Ultralokale nyheder, der oplyser Skivholme Sogns omtrent 1.200 indbyggere om stort, småt og alt det ind imellem.
- De større medier dækker større områder, og de kommer jo kun herud, når der virkelig sker noget. Men når der er mennesker, så sker der noget hele tiden, og derfor er det vigtigt, at nogen samler de ting, så vi alle ved, hvad der rører sig, hvor vi bor. Og når der ikke er andre, må vi gøre det selv, siger Jakob Houg Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Frivillige sætter dagsordenen
Podcasten drives helt frivilligt via foreningen Herskindsigt, der i 40 år har husstandsomdelt lokale nyheder.
Men i november sidste år røg 'Slet ikke LIVE!' i luften. Der var nemlig brug for fornyelse og digitalisering, hvis de yngre generationer skulle samles op i tide.
Læs også
- Vores første podcast var fandeme dagsordenssættende. Den blev til mellem potter og pander hjemme i mit køkken, hvor vi havde inviteret undervisnings- og børneudvalgsformanden ind. Der var noget på vej med skolestrukturerne herude, og pludselig var det også en nyhed hos de større medier, siger Jakob Houg Jakobsen og fortsætter:
- I dag har vi omkring 200 lyttere hver torsdag, hvilket er meget, når man tænker på det område, vi dækker. Vi sagde inden, at hvis vi kunne nå op på 50, havde det været en succes, så vi må have ramt et eller andet rigtigt.
Konkret nævner han frygten for, at de små lokalsamfund går hen og bliver sovebyer, hvis ikke der er nogen, der formidler de sager og begivenheder, man skal stå sammen om.
Forvandler nyhedsørken til fatamorgana
I USA har man længe talt om nyhedsørkener: Store områder, hvor de lokale medier er uddøde, og der derfor ikke er nogen journalister tilbage, der kan oplyse borgerne om deres lokalsamfund og holde magthaverne ansvarlige.
I Danmark er der endnu ikke helt samme tilstande, men der er ingen tvivl om, at lokaljournalistikken er presset. Om og om igen taler man om dykkende læsertal, nedgang på annoncemarkedet, fyringsrunder og printaviser, der bliver sammenlagt eller helt lukket.
Læs også
Anders Østerby arbejder normalt som lokalredaktør på Fyns Amts Avis, hvorfra han nu har taget orlov til et projekt om netop nyhedsørkener på Syddansk Universitet. Og han bliver bekymret, når han kigger på udviklingen herhjemme.
- I USA ser man mange steder, at færre stemmer til valgene, færre stiller op til dem, fakenews bliver mere udbredt og flere stemmer populistisk. Og det er måske også ved at ske herhjemme i et lidt mindre omfang, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Om noget er en decideret nyhedsørken eller ej, er et definitionsspørgsmål. Men Skanderborg er et godt eksempel på en kommune, der måske er ved at udvikle sig til noget, man ville kalde en nyhedsørken. Og det er farligt, fordi det gør afstanden mellem borger og beslutningstager større og går ud over sammenhængskraften i samfundet.
Derfor hilser han de to Herskind-ildsjæles initiativ mere end velkomment. For hvis medierne ikke selv kan finde en forretningsmodel, der kan gøre de lokale medier bæredygtige på længere sigt, må borgerne selv på banen.
- Lige nu er det bare en udfordring at finansiere lokaljournalistik, fordi man ikke kan finde annoncekroner til det. Men der er sådan set læsere og i dette tilfælde lyttere nok. Det kan godt være, at der er brug for flere ligesom Jakob og Jesper. Det er i hvert fald interessant, i hvilket omfang den slags dækning vil kunne lukke de huller, der lige nu findes rundt omkring, siger Anders Østerby.
I øvrigt påpeger han, at det er vigtigt at få de yngre generationer med på vognen ved for eksempel at blive bedre til at udkomme digitalt.
Hædres i lokalsamfundet
Og det er netop, hvad Jakob Houg Jakobsen og Jesper Rabes Laursen med deres podcast forsøger at gøre, ligesom de har øget Herskindsigts tilstedeværelse på digitale platforme som Facebook og Instagram.
I august blev deres arbejde derfor også belønnet af det lokale landsbyråd, der hædrede dem med prisen 'Nordstjernen' for deres store engagement i lokalsamfundet og for at føre Herskindsigt 'ind i den digitale tidsalder'.
Læs også
- Deres dækning giver borgerne mulighed for at tage aktivt del i lokalsamfundet. Der er også større medier, der dækker Herskind og Skivholme Sogn, men de dækker også meget andet, og der kan godt blive lidt dødvande i nyhederne herude fra, siger medlem af landsbyrådet i Herskind Else Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Men der har de med podcast og digital tilstedeværelse virkelig formået at være et samlende organ for området.
Taknemmeligheden går dog begge veje, hvis man spørger podcast-duoen, der helt bevidst forsøger at involvere de lokale så meget som muligt i tilblivelsen af podcasten.
- Vi er dybt afhængige af, at borgerne aktivt tager del i det her. Derfor kører vi også åben redaktion. Folk ved, at de bare kan komme forbi, hvis de har noget at dele. Og det gør de. Det tror jeg er en del af forklaringen på, at det er gået så godt, siger Jakob Houg Jakobsen.
Med torsdagens udsendelse rundede 'Slet ikke LIVE!' en ny milepæl med 5.000 downloads fordelt på 38 episoder.