TV2 Østjylland
  • Din kommune
  • Play
  • Tip os
  • Din kommune
  • Play
  • Tip os
08. mar 2023, kl. 06:01

Et simpelt opkald ændrede Torbens liv

Alkohol blev nærmest en besættelse for familiefaren og ingen vidste, hvor omfattende hans misbrug var.

Sådan her foregik Torben Dahls alkoholforbrug, indtil han søgte hjem. VIDEO: Illustration
  • soha
    Sofus Sten Hansen
    Lokalreporter i Skanderborg Kommune

Når Torben Dahl kom hjem fra arbejde, kom trangen til at drikke, og da det var værst, drak han 10-15 genstande, inden han gik i seng.

- Jeg havde svært ved at stoppe ved den ene, siger Torben Dahl til TV2 Østjylland.

Han var lykkeligt gift, far til to og havde et godt job. De færreste ville tro, at alkoholen styrede hans liv, men alligevel endte Torben Dahl i et alkoholmisbrug.

Nu står han frem med sin historie for at gøre andre opmærksom på, at der er en vej ud af misbruget.

- Vi bliver nødt til at tale om det, for det er et problem. Jeg vil gerne stå frem og italesætte, at der er for mange, der drikker alt for meget alkohol i dagligdagen. Og jeg tror, der er mange, der gør det, som ikke er opmærksom på det.

Sådan var det i hvert fald for Torben Dahl. Han begyndte typisk med et glas vin til madlavningen.

quote
Jeg vågnede op en torsdag morgen og havde det enormt skidt, dårlig samvittighed og højst sandsynlig også tømmermænd.
Torben Dahl.

- Hvis min hustru ikke skulle have noget, kunne jeg lige så godt gøre flasken færdig, siger han.

Andre gange fik han en øl i hver halvleg til en fodboldkamp eller et par stykker ude i skuret. Altid alene.

- Da det stod værst til, tror jeg, jeg havde en depression. Tankerne tumlede rundt i hovedet. Der havde jeg en undskyldning om, at jeg troede, alkoholen kunne stoppe de tanker. Men det var lige modsat, fortæller han.

Torben Dahl nåede at få hjælp, inden det gik helt galt.
Torben Dahl nåede at få hjælp, inden det gik helt galt.

Hjælpen var der, da han rakte ud efter den

Selv om han forsøgte at skjule det, fornemmede familien, at han drak for meget.

- Mine nærmeste og min hustru har påtalt det rigtig mange gange. Jeg mente, jeg havde styr på det. Og hun troede selvfølgelig også, jeg havde styr på det, siger Torben Dahl.

Men på et tidspunkt gik det op for ham, hvor elendigt han havde det, og han indså, at alkoholen påvirkede ham både fysisk og mentalt.

- Jeg vågnede op en torsdag morgen og havde det enormt skidt, dårlig samvittighed og højst sandsynlig også tømmermænd. Nu skulle det være, siger han.

Charlotte Korsgaard Nielsen
quote
Det er skamfuldt at have fået et forhold til alkohol, hvor man ikke længere selv har kontrollen og ikke kan styre det.
Charlotte Korsgaard Nielsen, leder, Skanderborg Rusmiddelcenter.

Torben Dahl rakte ud til Skanderborg Rusmiddelcenter og fik en tid samme eftermiddag.

- Det betød alt. Havde jeg fået at vide, at det skulle være om tre uger, så var jeg hoppet fra. Det forpligtede, at der var tid til mig, fortæller han.

Fanget af alkohol i årevis

Torben Dahl nåede at få hjælp, inden det gik helt galt – ikke kun for ham, men også for hans familie. Det er bare langt fra alle, som når det.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har 580.000 danskere et skadeligt alkoholforbrug, og 140.000 er afhængige. I gennemsnit går der 10-12 år, fra en person udvikler alkoholproblemer, til den pågældende modtager behandling.

- Det er rigtig tabuiseret i vores samfund. Det er skamfuldt at have fået et forhold til alkohol, hvor man ikke længere selv har kontrollen og ikke kan styre det. Derfor gemmer vi på det, siger leder af Skanderborg Rusmiddelcenter Charlotte Korsgaard Nielsen.

Og meget tyder på, at hun har ret. I 2020 var 19.000 personer indskrevet i offentligt finansieret alkoholbehandling, hvilket kun er 15 procent af dem, Sundhedsstyrelsen vurderer, har behov for hjælp.

Stor tilfredshed:

Skanderborg Rusmiddelcenter har i gennemsnit 300 personer i behandling om året. Her er gratis rådgivning og behandling til borgere over 13 år, som har problemer med alkohol, hash eller andre stoffer.

80 personer har deltgate i en anonym tilfredshedsundersøgelse, hvor alle 80 mener, de har et godt samarbejde med deres behandlere, og 92 procent har oplevet en positiv effekt af behandlingen.

Den laveste tilfredshed ses ved åbningstiderne. Her er 80 procent tilfredse. Nogle efterlyser bedre mulighed for samtaler efter almindelige arbejdstider, og andre ønsker flere tider om morgenen.

Kilde: Skanderborg Rusmiddelcenter

Forsøg med ny form for behandling

Der kan dog være en ny mulighed på vej, som kan få flere i behandling.

Hos Statens Institut for Folkesundhed har de afprøvet et forsøg med internetbaseret alkoholbehandling, hvor alkoholikere kan sidde derhjemme og få hjælp online, så de ikke behøver møde op på et behandlingssted.

- Det skal være et tilbud, som er nemt at nå. Vi ved, at der går en stor mængde personer rundt, som har brug for hjælp, men som ikke selv søger den, siger professor Janne Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed på SDU.

quote
Vi ved, at der går en stor mængde personer rundt, som har brug for hjælp, men som ikke selv søger den.
Janne Tolstrup, professor, Statens Institut for Folkesundhed.

De endelige resultater af forsøget er først klar til udgivelse i efteråret 2023, men erfaringerne er gode.

- De foreløbige resultater tyder på, at der er en del flere, som vælger at starte behandling ved det her onlinetilbud sammenlignet med, at skulle møde fysisk op i et center, siger Janne Tolstrup til TV2 Østjylland.

Et nyt forsøg fra Statens Institut for Folkesundhed betyder, alkoholikere kan sidde derhjemme og få hjælp online.
Et nyt forsøg fra Statens Institut for Folkesundhed betyder, alkoholikere kan sidde derhjemme og få hjælp online.

Frygtede at miste alt

På Skanderborg Rusmiddelcenter vil de gerne have, at flere bliver klar over, at der hjælp at hente for dem, der har brug for det – og at de kan få det gratis.

- Vi skal fortælle, hvad vi kan, vi skal høre flere positive historier som Torbens, og vi skal give håbet om, at der er en bedre tilværelse, end den man har nu, siger Charlotte Korsgaard Nielsen.

Torben Dahl har ikke drukket alkohol i over to år. Tankerne går stadig på, hvad der var sket, hvis han ikke havde søgt hjælp i tide.

- Jeg ved ikke, hvor jeg havde været, hvis jeg var fortsat. Jeg havde da højst sandsynligt været uden familie, uden arbejde og uden venner. Det havde været et helt andet sted i livet, siger han.

facebook twitter mail

Læs også

  • Anders mistede kontrollen med alkohol - så traf han en beslutning

  • Jacob Haugaard

    Han har båret på en hemmelighed, siden han var barn - nu åbner han op for første gang

  • alkohol unge

    Vil have aldersgrænsen hævet: - Færre vil ende i alkoholisme

Mest sete

  • falske profiler samsø

    Svindlermysterie på lille ø fortsætter

  • Kirsten andersen

    Kirstens tatovering vækker debat: Overlæge mener, raske kan risikere at dø

  • Smarte studerende fik købmands elregning til at rasle ned

  • Smarte studerende fik købmands elregning til at rasle ned

  • Lort på bil i Galten

    Frustrerede beboere: Hvem smører lort ud over vores biler?

  • Hjælp! Hvor er mine penge?
    Bjarne Frost Jensen

    I december fik Bjarne en regning, der væltede det hele

  • Slagter Kruse

    133 år gammel slagter lukker: Var prins Henriks favorit

  • Dronningborghallen lukket

    Derfor blev sportshal lukket øjeblikkeligt

  • Frygter flere dødsulykker når skolebørn skal krydse stor vej

  • Kloge børn

    Ny skole for superkloge børn

  • retten i Aarhus

    Brutal vold mod kone: 38-årig udvist for voldtægt, psykisk og fysisk vold

  • AUH

    Regionen skal stå skoleret efter kræftskandale

  • håndjern

    Landets største sexshop taber pusten

  • Hjælp! Hvor er mine penge?

    45-årige Camilla må låne penge af sine forældre

  • pædagog

    Pænt nej tak: Kommunalt ansatte får ikke lov at beholde bededag

  • Kirsten andersen

    Kirstens tatovering vækker debat: Overlæge mener, raske kan risikere at dø

  • Støvsuger

    Slut med støvsugning: Kommunens løsning forarger

  • Anne Black

    Gigant skal betale millionerstatning til keramiker

TV2 Østjylland

Kontakt

  • Tip os
  • Sig din mening
  • Send klage
  • Find medarbejder
  • Book rundvisning
  • Sponsorater
  • Reklamer

Om os

  • Hvem er vi?
  • Udviklingsblog
  • Bestyrelse
  • Repræsentantskab

Job uddannelse

  • Ledige stillinger
  • Erhvervspraktik
  • Journalistpraktikant
  • FTP-elev

Services

  • Tekstet for hørehæmmede
  • Public service
  • Sådan ser du TV2ØJ
  • Nyhedsbrev
  • Privatlivspolitik
  • Cookies
Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt Pressenævnet
TV2 Østjylland Skejbyparken 1, 8200 Aarhus N Skriv til: redaktion@tv2oj.dk Ring: (+45) 87424242
facebook twitter linkedin instagram youtube tiktok