Advarer om sneglatte veje
Natten til søndag er der faldet sne over store dele af Østjylland, og sammen med lave temperaturer har skabt farligere forhold på vejene.
Pas på derude, for der kan være glat på vejene.
Sådan lyder opfordringen fra Østjyllands Brandvæsen søndag morgen.
Deres redningsfolk er i skrivende stund på Låsbyvej ved Skanderborg til et færdselsuheld med fastklemte.
'Det er glat derude - kør forsigtigt og vær opmærksom på udrykningskøretøjerne,' skriver brandvæsnet i et tweet.
Natten til søndag er mange østjyder vågnet op til et tyndt lag sne og termometre, der ikke viser mange decimaler over frysepunktet.
Der er altså ingredienserne til et glat føre på vejbanerne, og det er da netop også det, Østjyllands Brandvæsen ved selvsyn har oplevet.
'Indsatslederen melder om meget sneglatte veje i området (ved Skanderborg, red.). Det sner kraftigt i vores område - så vær meget forsigtig, hvis man skal ud og køre i det østjyske,' skriver brandvæsnet i et andet tweet.
Ifølge DMI vil nedbøren fortsætte en del af morgenen søndag, og temperaturen vil flere steder ikke komme højere end fire grader, når den topper om eftermiddagen.