Rektor om besparelser: Vi bliver nødt til at afskedige lærere
Ledelsen på Silkeborg Gymnasium gruer for konsekvenser af varslede nedskæringer
Mens gymnasieeleverne i dag protesterer mod Venstres planlagte besparelser på uddannelsesområdet, har rektorerne travlt med at finde regnemaskinen frem.
Besparelser på i alt 8,7 milliarder kroner over en fireårig periode, vil kunne mærkes, lyder budskabet fra Erik Olesen:
- Det er rigtig, rigtig mange penge.
Han er rektor på landets største gymnasium, Silkeborg Gymnasium, som ifølge hans udsagn vil skulle spare 15 millioner kroner.
En del af beløbet kan realiseres uden, at undervisningen vil blive berørt i større grad, men størstedelen af pengene vil skulle findes steder, hvor både elever og personale vil kunne mærke det.
Hvordan finder i den besparelse?
- Det kan kun ske ved at afskedige lærere, siger Erik Olesen i et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ok med protester
Regeringens forslag om nedskæringer er udtryk for et samlet sparekrav på to procent inden for det offentlige.
På uddannelsesområdet vil det være lige fra universiteter til gymnasier og erhvervsskoler, der bliver ramt.
- Det vi synes er urimeligt er, at gymnasierne nu er udset til at betale for erhvervsskolereformen, og senest var det også politiforliget. Det giver en meget stor ekstra besparelse, siger Erik Olesen.
Omkring, hvad han mener om dagens protester på gymnasiet, svarer rektor Erik Olesen:
- Det, synes jeg, er i orden. Det viser, at de er optaget af uddannelse og demokrati.
Du kan se hele interviewet med rektoren for Silkeborg Gymnasium i videoen øverst i artiklen.