Nu bliver grøden skåret ned igen
Der er glæde i området omkring Kongensbro nord for Silkeborg i disse dage. Årsagen er, at kommunen nu har fået lov til at fjerne vandplanter ved Gudenåen
Nedskæringen af grøde langs Gudenåen er med til at forbedre vandføringskapaciteten. Derfor er der begejstring i Silkeborg Kommune over, at man nu har fået tilladelse til at skære grøden ned for anden gang i et habitatområde ved Kongensbro, hvor oversvømmelser tidligere har været et problem.
- Vi har arbejdet intensivt politisk for at finde et brækjern, der kunne give os lov til at skære grøden i habitatområdet. Det er nu lykkes, og det får stor betydning for beboerne langs åen. Vandstanden falder betydeligt ved deres jorde, fortæller formand for plan-, miljø- og klimaudvalget i Silkeborg Kommune, Jarl Gorridsen (V).
Nedskæring gavner Kongensbro Kro
Problemet med at få den rette tilladelse til at lave den nødvendige nedskæring af grøde skyldes, at den gældende lov for området er meget restriktiv, men nu er kommunen altså kommet igennem med ønsket.
- Det betyder eksempelvis også, at Kongensbro Kro nu igen kan udnytte deres græsplæne ved Gudenåen. Tidligere har der været oversvømmet, siger Jarl Gorridsen.
Generelt har både politikere og andre personer med deres daglige gang langs åen oplevet, hvordan grøden har groet klart hurtigere på det seneste, hvilket har skabt store udfordringer. Det har således været et af hovedargumenterne for at skære noget mere bort.
Se hele indslaget fra Gudenåen øverst