Indbyggere låner brugs 1,5 millioner: - Det er ubeskriveligt og rørende
Opbakningen til den lokale brugs i Sorring har været enorm. Indbyggerne har lånt brugsen 1,5 millioner kroner.
Det er ikke fordi, at Dagli´Brugsen i Sorring er lukningstruet, at den nu har lånt 1,5 mio. af indbyggerne i byen.
- Vi er ved at være lidt trætte og slidte og trænger til maling og nye farver – at ansigtsløft, fortæller brugsuddeler Finn Lorenzen om brugsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
I Sorring bor der lidt over 1.100 indbyggere. Den lokale Dagli´Brugsen har også brug for et nyt køle og frostanlæg. Det koster i omegnen af 1,8 millioner kroner.
- Jo mere indbydende man ser ud, jo flere penge vil der blive lagt. Det er altafgørende for, at vi kan komme i gang med projektet, så vi også er her om mange år, siger brugsuddeleren.
I alt skal brugsen bruge 3,5 millioner kroner. Brugsen har selv én million og nu 1,5 fra borgerne.
- Det er ubeskriveligt og rørende. Branchen og konkurrencen er hård. Vi er ikke lukningstruet og har en fin økonomi, men små brugser og købmænd på landet har svært ved at låne penge, siger Finn Lorenzen og fortsætter.
- Vi er der hvor vi skal smide nogle penge i, for at vi ikke bliver for gamle og triste.
Læs også
Renten og løbetiden ville også være en helt anden, hvis alle pengene skulle lånes i banken. Derfor spurgte brugsen, som er ejet af medlemmerne, lokalbefolkningen om hjælp. Og det fik den.
- Vi kunne godt have lånt pengene i banken, men renten ville blive højere og over en kortere årrække. Så vi er mere trygge ved det her. Brugsen er ejet af borgerne, og derfor bliver pengene i byen på den her måde, fortæller formand for bestyrelsen i Dagli´Brugsen Sorring, Johannes Albertsen.
Brugsen Sorring A.m.b.a er en selvstændig brugsforening med mere end 700 medlemmer fra lokalområdet.
Sådan foregår borgerlånet:
- Lånet fra indbyggerne bliver tilbagebetalt over de næste 10 år.
- De får én procent i årlig rente.
- De resterende penge op til de 3,5 millioner kroner vil brugsen låne i banken.
Støt brugsen og få farvet hår, pudset vinduer eller lån en rendegraver
På tre måneder har borgerlånet nået målet med de 1,5 millioner kroner.
- Vi er superglade for den opbakning vi får fra byen. Det er helt fantastisk, fortæller bestyrelsesformand Johannes Albertsen.
Selvom det så lidt sort ud for tre uger siden, så tog det fart her inden for de sidste par uger.
- Vi havde sat en deadline til årets udgang. Jeg er overrasket over, hvor hurtigt det er gået til sidst. Jeg er imponeret over, at når folk står sammen i Sorring, hvor meget det kan rykke i fællesskab, siger Johannes Albertsen.
Mange lokale erhvervsdrivende har givet penge, men det tog for alvor fart, da de uopfordret begyndte at udlodde forskellige ting, hvis man støttede brugsen.
- De har lavet Facebookopslag, hvor de har skrevet, at hvis man låner brugsen penge, så kan man få for eksempel få en gratis klipning, arbejdstimer eller lån af en rendegraver. Alle mulige ting fra de mindre virksomheder, fortæller Johannes Albertsen.
Til foråret håber de, at brugsen kan få et nyt køle- og fryseanlæg leveret – og samtidig få et ansigtsløft, som ikke kun vil være til glæde for indbyggerne, men også tiltrække flere tilflyttere.