I dag falder dommen: Risikerer fængsel for hærværk med lim og tusch
Provokunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard har erkendt groft hærværk mod maleri på Museum Jorn.
Det er næsten et år siden, kunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard med lim og permanent tusch udøvede groft hærværk mod et Asger Jorn-maleri i Silkeborg.
I dag, mandag, bliver der formentlig sat punktum i sagen.
Det sker, når Retten i Viborg klokken 11 afsiger dom mod den kontroversielle provokunstner.
Sagen skulle have været afsluttet forrige mandag, men dommeren valgte dengang at udskyde selve strafudmålingen med en uge.
Begrundelsen var, at dommeren havde brug for mere tid til at overveje straffen. Sagen er nemlig så speciel, at der ikke er præcedens - det vil sige tidligere retspraksis - at basere straffen på.
Det oplyste forsvarsadvokat Mette Grith Stage i sidste uge til TV2 Østjylland.
- Jeg er ærgerlig over, at spændingen ikke blev udløst. Både min klient og jeg havde set frem til at høre, hvad straffen blev. Jeg forventer, at det ender med seks måneders betinget fængsel, da min klient har gode personlige forhold og en pletfri straffeattest, sagde Mette Grith Stage forrige mandag.
Specialanklager Søren Kløvborg Lausten ligger noget højere, da han har krævet minimum et års fængsel og gerne op til halvandet år.
Hun ville gøre det igen
Ibi-Pippi Orup Hedegaard begik hærværk mod værket "Den foruroligende ælling", som Asger Jorn har lavet. Det hang på Museum Jorn i Silkeborg, som efterfølgende vurderede, at skaderne løb op i 1.889.350 kroner. Derfor er der rejst et erstatningskrav på netop det beløb.
Kunstneren skrev sit navn med sort sprittusch og klistrede et billede af sig selv på det, fordi hun ville "overtage værket", har hun tidligere forklaret til TV2 Østjylland.
Det skyldes, at Asger Jorns værk - ifølge Ibi-Pippi Orup Hedegaard - er malet oven på et andet maleri af et landskab, som Jorn købte på et loppemarked. Han brugte landskabet som baggrund til sin ælling.
Hun har hele tiden erkendt at stå bag hærværket, og hun siger, at hun ville gøre det hele om igen.
Efter retsmødet i sidste uge fortalte Ibi-Pippi Orup Hedegaard, at hun var skuffet over ikke at have fået en afslutning.
- Jeg havde forventet en dom i dag, da det jo er en tilståelsessag. Det er træls at være i venteposition, for jeg vil helst bare have det her overstået. Jeg håber, det ender med en betinget dom.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard behøver dog ikke at væbne sig med tålmodighed ret meget længere. Som sagt bliver der afsagt dom mandag formiddag kl. 11.