Kulsort arrangement: Vil også have turister til vinter
På Samsø vil man gerne gøre op med, at øen kun kan bruges af turister i sommermånederne. I weekenden har man hyldet mørket ved flere arrangementer.
Fredag og lørdag har Samsø sat fokus på det unikke nattemørke, som findes på øen.
For selvom mange nok forbinder Samsø med sommer, ferie og gode kartofler, så vil man på øen gerne sætte fokus på, at der også er andre ting at se på, når dagene bliver kortere og mørket falder på.
- Vi gør det, fordi hvis vi skal have et helårssamfund, så er det godt, hvis vi kan få flere stillinger ude hos turistaktørerne, så man kan have et job hele året rundt, siger turistchef i VisitSamsø Kirsten Brusgård.
I alt har 20 arrangementer fordelt sig over øen fredag og lørdag - og det er lidt unikt med mørket på Samsø. Der er nemlig meget lidt lysforurening i forhold til mange andre steder i landet.
Lærer noget
Hvor langt man er med de tiltag, som skal trække folk til øen, er svært at svare på, lyder det fra Kirsten Brusgård.
- Vi laver forskellige tiltag, og nogle går godt og vi lærer noget, men målet er ikke, at der skal være lige så mange i november, som der er i juli.
Nogle tiltag - som for eksempel Lys i Mørket - er succeser.
- Men nogle gange sætter vi også pris på at være alene hjemme, konstaterer turistchefen.
Hun slår dog fast, at man gerne ser flere mennesker på Samsø.
Lys i Mørket er en del af projektet Øhigh5. Foruden på Samsø, er der også Lys i Mørket-arrangementer på øerne Ærø, Fanø, Læsø og Langeland.