Dobbelt så mange operationer på privathospitaler: - De 'tungeste' patienter venter længst
Der bliver foretaget langt flere operationer på privathospitaler end tidligere. Og ifølge en professor i sundhedsøkonomi kan det have store konsekvenser.
- De offentlige sygehuse bløder personale og penge.
Sådan beskriver Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, situationen på de danske hospitaler.
Baggrunden skal findes i, at der bliver brugt flere og flere penge på at få foretaget operationer på privathospitaler for at nedbringe lange ventelister.
Læs også
I 2022 forventer Region Midtjylland at bruge mellem 260 og 290 millioner kroner på privathospitaler. I 2018 var tallet på 110 millioner kroner.
Ifølge Jes Søgaard kan det have store konsekvenser at bruge privathospitaler så ofte.
- Den faglige bekymring er, at det kun er de lettere operationer, der kan henføres. De mere komplicerede operationer kan de private ikke tage. Og det betyder, at det er de 'tungeste' patienter, der venter længst. Det er et princip, der går imod alt faglig prioritering, siger han.
Region Midtjyllands forbrug på privathospitaler 2018-2022
2018: 110 mio. kr.
2019: 150 mio. kr.
2020: 143 mio. kr.
2021: 238 mio. kr.
2022 (forventet): 260-290 mio. kr.
I perioden fra uge 14 til uge 29 i 2022 gennemførte privathospitalerne ca. 275 operationer om ugen, hvilket er ca. 130 flere operationer end i 2019.
Kilde: Region Midtjylland.
Professoren mener, at det bliver til en negativ spiral, hvis man bliver ved med at søge hjælp hos de privathospitaler.
- En gang imellem skal patienterne på ventelisterne til ekstra kontroller, mens de venter på at blive opereret, og det belaster systemet yderligere. Det bliver skruen uden ende, siger Jes Søgaard.
Løsningen findes i lønnen
I 2018 var Danmarks sundhedssystem rangeret som et af de bedste i verden, men siden har både coronakrisen og personaleflugt sat sine spor.
Jes Søgaard sammenligner situationen på de offentlige hospitaler med en blødende patient.
Læs også
- Det første halve år skal gå med at stoppe blødningen med personaleflugten. Og det skal gerne stoppes i 2023, siger han.
Han mener, at der er flere konkrete tiltag, man kan kigge på, men at særlig et punkt ville være effektivt.
Læs også
- Den måde, du stopper blødningen på, er ved at give mere i løn til sygeplejersker, sosu-medhjælpere og jordemødre. Det er dyrt, men vi er nødt til at stoppe blødningen, og lige nu koster det meget at give penge til privathospitaler, vikarbureau og overarbejdsbetaling. De penge er dårligt givet ud.
Jes Søgaard mener helt konkret, at en lønforhøjelse på mellem 2000 og 5000 kroner i måneden til de førnævnte personalegrupper ville kunne vende den negative spiral.