Vidner søges: Taxichauffør jagtet i Randers
Politiet efterlyser to kvinder i en lille bil og en familie i forbindelse med et overfald på en taxichauffør
En taxichauffør blev lørdag den 21. oktober overfaldet og efterfølgende jagtet af en gerningsmand.
Episode skete omkring klokken 22.15 på Gl. Hobrovej i Randers NV. I forbindelse med episoden søger Østjyllands Politi vidner.
Ifølge taxichaufføren blev gerningsmanden samlet op i Randers centrum omkring klokken 22.00 og var tydeligt påvirket.
Læs også
Flygtede ud af bilen
Da taxien nåede Gl. Hobrovej slog manden pludselig chaufføren med 3-4 knytnæveslag i ansigtet. Taxichaufføren flækkede et øjenbryn i forbindelse med overfaldet.
Taxichaufføren flygtede ud af bilen med den nu råbende mand i hælene.
Under flugten standsede taxichaufføren en bil med to kvinder i, som han bad om hjælp. De to kvinder henviste ham til et nærliggende hus, som taxichaufføren løb hen til.
Da det ikke lykkedes gerningsmanden at fange taxichaufføren, satte han sig kortvarigt ind i taxien. Herefter gik han fra stedet. Kort efter blev han anholdt af politiet og sigtet for overfaldet.
Læs også
To kvinder og en familie
Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der overværede episoden.
Især vil politiet gerne høre fra de to kvinder, som taxichaufføren henvendte sig til. Bilen, de kørte i, var en mindre bil i samme størrelse som en Peugeot 107 eller Citroën C1.
Politiet vil også gerne høre fra en kvinde og en mand med to børn og en hund, som var ude at gå tur i området på tidspunktet.