Væk med fravær i folkeskolerne
Kommune vil have flere børn i skole
Det ulovlige fravær, der sker i folkeskolerne i Randers Kommune, skal helt afskaffes, står det til byens børne- og skoleudvalg.
For at kunne håndtere fraværet på de kronjyske folkeskoler har udvalget nu vedtaget en række klare retningslinier for, hvordan skolerne i Randers Kommmune skal håndtere såkaldt bekymrende fravær blandt eleverne.
Ved at styrke indsatsen overfor fravær håber udvalget at kunne reducere det ulovlige fravær med 50 procent alene i år.
- Vi har en formodning om at skolerne har været i tvivl om hvornår de skal gribe ind over for fraværet og her må der ikke herske nogen tvivl, siger formand for børn- og skoleudvalget i Randers Kommune Bjarne Overmark til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den enkelte skoleafdeling skal nu følge udvikligen i fraværet og effekten af indsatsen.
- Vi håber selvfølgelig at de nye regler, vil gøre at flere børn kommer i skole. På denne måde vil vi hurtigere kunne tage kontakt til forældrene, hvis ikke børnene dukker op til timerne, siger formand for børne- og skoleudvalget Bjarne Overmark til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Randers Kommune håber helt at kunne eliminere fraværet til næste år.