Thorkild blev evakueret fra brand - hans dyr måtte blive
Thorkild Rasmussen og Jette Mørch Thomassen er nogle af de naboer til branden i Langkastrup, der er blevet evakueret. De ved stadig ikke, hvornår de må komme hjem.
Fredag bankede Østjyllands Politi på 13 adresser i nærheden af den lagerhal med solsikkepiller i Langkastrup, der har været i brand siden torsdag.
Røgen havde udviklet sig, og de nærmeste skulle evakueres.
En af dem var Jette Mørch Thomassen, der stadig venter på at få at vide, hvornår hun og hendes mand må vende hjem til deres hus.
- Det kom meget røg opad, og et af husene lidt længere væk kunne vi slet ikke se for røg, siger hun.
- Det er jo noget værre noget, men man skal ikke gå i panik, selvom der er røg. Vi fik pakket en taske med noget sengetøj og tog vores to hunde med hjem til vores datter og svigersøn for at overnatte, siger hun.
Køer og høns blev ikke evakueret
Thorkild Rasmussen bor på en ejendom cirka 100 meter fra branden, og han fik også besked om, at politiet i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og brandvæsenet havde besluttet, at han skulle finde et andet sted at sove.
- Røgen kommer og går lidt alt afhængig af vindretning. Men der er kun 100 meter over til bygningen, så det er jo tæt på, siger han.
Han havde ikke selv noget imod at skulle evakueres, men han var bekymret for sine dyr. Han har nemlig 40 kreaturer og nogle hundrede racehøns på ejendommen, som han af gode grunde ikke kunne tage med sig.
- Jeg har da været lidt bekymret for dyrene, for de kan jo ikke bare lige flyttes. Men har talt med en dyrlæge og der er også blevet lavet nogle målinger i stalden, så umiddelbart er der ikke risiko for, at dyrene får røgforgiftning. Men de må da gerne få slukket branden snart, siger Thorkild Rasmussen.
Branden brød ud torsdag aften hos virksomheden Baltic Pulses & Protein A/S, der producerer solsikkepiller.
Det vurderes, at der er et sted mellem 5.000 og 6.000 tons solsikkepiller i lagerhallen, hvor det brænder, og brandvæsenet har været i gang derude hele dagen.
Hele hallen skal tømmes for solsikkepiller, der skal køres igennem en stor maskine, som slynger og knuser pillerne.