Tom sprang i gummigeden da flammerne brød ud hos nabo
Tom Sørensen er nabo til branden, der i øjeblikket fortsat brænder øst for Assentoft. I nat sprang Tom og hans søn til for at hjælpe med at bremse flammerne.
Det var ikke et almindeligt syn, der mødte Tom Sørensen, da han kom hjem fra arbejde torsdag. Store røgskyer stod op fra naboejendommen i Langkastrup øst for Assentoft, og derfor var Tom Sørensen hurtig til at få hænderne op af lommerne.
- Falck kom herud, og de sagde, at pillerne bare skulle køres ud. Længere var den ikke. Derfor blev vi enige om, at vi overtog gummigeden, og vi begyndte at hjælpe til med at køre solsikkepillerne ud, siger Tom Sørensen.
Det er en lagerhal med omkring 5000 tons solsikkepiller, der normalt bruges til brændsel på fjernvarmeanlæg, som udsendte de store røgskyer.
- Der var gløder, men ingen ild. Men det røg ad pommern til. Vi blev ved med at arbejde, indtil vi ikke kunne være i det for røg, siger Tom Sørensen.
Gummigeden kørte i pendulfart for at mindske branden samt et forsøg på at redde solsikkepillerne ud. De blev kørt ud på en nærligggende mark.
- Vi lagde pillerne ud på marken, fordi hvis der gik ild i dem der, så ville det ikke betyde så meget, siger Tom Sørensen.
Hunden advarede mod flammerne
Efter flere timers kamp med røgen, tog Tom Sørensen og sønnen en tiltrængt pause.
- Vi gik ind i køkkenet for at få en tår sodavand. Men vi nåede kun at sidde der i to minutter, så gøede hunden, og jeg kunne se ud af vinduet, at der var sgu ild i lortet, siger Tom Sørensen.
Tom Sørensen ringede 112, og han kunne informere om de høje flammer, der nu havde godt fat i de solsikkepiller, som han ellers havde forsøgt at redde.
Kæmpede hele natten
Tom Sørensen fortsatte med at hjælpe til med branden indtil tidligt fredag morgen.
- Jeg kom først i seng kl. 5.30. Min søn og jeg var også en tur forbi hospitalet, fordi vi skulle tjekkes for røgforgiftning. Men vi havde kun en lille smule kultilteforgiftning. Det var ikke noget, der bekymrede mig eller lægerne, siger Tom Sørensen.
- Jeg har kørt bilen igennem hækken
Røgen hærger fortsat området ved Kastrupvej ved Langkastrup, og selvom Tom Sørensen har været fattet omkring branden, så er det stadig generende.
- Jeg har ikke spekuleret så meget over branden, det kan jo brænde, hvor end man bor. Men luften er kvalm på grund af stanken fra røgen. Det hænger i næseborene, også selvom jeg har været i bad.
Branden har været så omfattende, at det ikke har været muligt for Tom Sørensen at køre sin bil hen til indkørslen på grund af brandvæsnets afspæringer.
- Det er irriterende, at vi ikke kan køre ned i vores egen indkørsel. Så nu har jeg kørt bilen igennem hækken. Jeg kan jo ikke gå og vente på, at de bliver færdige, hvis jeg skal ud at handle. Det kan jo tage flere dage, siger Tom Sørensen
Politiet advarer mod røg
Fredag eftermiddag er der kontrol over branden, men lagerhallen udsender fortsat store røgskyer. Derfor beder Østjyllands Politi borgere om at lukke vinduer og døre, samt slukke for ventilationsanlæg.
- Vi regner med at branden er slukket i morgen formiddag, siger operationschef ved Beredskab & Sikkerhed Anders Brix Christensen.