Politiet advarer mod røg: Luk døre og vinduer
Politiet beder borgere i området ved Kastrupvej øst for Assentoft om at lukke vinduer og døre.
Det brænder fortsat i en lagerhal ved Langskastrup fredag formiddag. På grund af røgudvikling opfordrer politiet nu borgere i området til at lukke vinduer og døre samt slukke for ventilationsanslæg.
Natten til fredag voksede branden, og flammerne stak nu op gennem taget, og flere patruljer fra Østjyllands Politi var til stede ved branden.
Naboer til stedet fortæller til TV2 Østjylland, at der kører lastbiler og læsser solsikkepiller, mens brandvæsenet sprøjter vand ind gennem taget.
- Der er mellem 5000 og 6000 tons solsikkeskaller i lagerhallen, og vi er nødt til at grave os igennem de skaller, der ikke brænder, for at komme hen til ilden. Vi bliver formentlig nødt til at tømme lagerhallen helt, før vi er færdige med slukningsarbejdet, siger operationschef Anders Brix Christensen ved Beredskab & Sikkerhed.
Ifølge brandvæsnet kan slukningsarbejdet tage op til flere dage.
Særlig maskine skal slukke branden
Brandfolkene arbejder fortsat på at slukke branden. Der bliver taget særlige midler i brug for at få kontrol over ilden.- Når vi har gravet os igennem skallerne, kommer der en 'knuser'. Med den maskine kan vi hakke solsikkeskallerne i stykker og gennemvæde dem samtidig. Måske kan der være en minimal efterslukning, men den burde kunne slukke branden, og vi regner med at branden er slukket i morgen formiddag, siger operationschef ved Beredskab & Sikkerhed Anders Brix Christensen.
Ifølge Østjyllands Politi er der ingen indikationer på at branden skulle være påsat.
Ejer: "Det sidste døgn har været træls"
Det er virksomheden Baltic Pulses & Protein A/S, som ejer solsikkepillerne, der i øjeblikket brænder i en lagerhal øst for Assentoft.
Virksomheden har gjort brug af lagerhallen det sidste halve år.
- Jeg bliver gjort opmærksom på branden i går, og i løbet af dagen er der en varmeudvikling, som i løbet af natten udvikler sig til en reel brand. Nu samarbejder vi med myndighederne og forsikringsselskabet om den fremadrettede proces, siger direktøren for virksomheden Klaus Andersen.
To af virksomhedens lagerfolk hjalp til med at grave sig frem til det såkaldte hotspot i solsikkepillerne. De blev efterfølgende kørt til kontrol på hospitalet. De var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.